Perfektionskrav er farlige

Selvdestruktiv adfærd er næsten altid en reaktion på skam over ikke at være perfekt. Det vil nye rammer i og omkring folkeskolen ikke ændre på. For bag reformer og ændrede rammebetingelser ligger der stadig konstante men diffuse krav om perfektion, som vi alle er underlagt i stigende grad. Krav som rigtig mange siger fra over for, men ofte på måder, der på det fysiske plan på én gang er tydelige, men som også er svære at forstå rigtigt, fordi reaktionen i virkeligheden er en maskering af det, der reageres på. Masken er fx overtræning, spiseforstyrrelse, selvskæring. Bag den ligger skam over ikke at leve op til perfektions-kravet.

Målinger er krav om perfektion

Lyder det kryptisk? Det er det egentlig ikke. Kravet om perfektion kan ingen af os leve op til. Men tiden accepterer ikke, at vi siger fra. Og slet ikke i det offentlige rum. Her skal du måles og benchmarkes, hvad enten du er elev i 1. klasse, lærer i udskolingen, folkeskole i kommunen, samlebåndsarbejder, vidensarbejder, direktør eller hvad man nu end beskæftiger sig med som menneske. Og når du er blevet benchmarket, skal du evalueres, hvorefter der så skal sættes ind helt præcist der, hvor de svage punkter er registreret. Problemer skal fixes. Men for dem, der skammer sig over ikke at være perfekte, er den fixer-tilgang blot en bekræftelse på, at de er forkerte, og at de bør blive ved med at skamme sig. Det, der måles, er det, der bliver synligt, og dermed også det, der bliver relevant. Mens alt det, der ikke bliver målt og vurderet, bliver usynligt og værdiløst.

Da den sidste kategori selvfølgelig er langt større end den første, efterlades store områder såvel i det enkelte menneske som i organisationer uden at blive set og anerkendt endsige respekteret. Måålingerne giver rigtig meget arbejde til mange mennesker, men det skaber hverken tilfredshed, lykke, innovation, bedre læring eller toppræstationer, hvilket dybest er det, man er ude efter. Skam dig!Selvdestruktiv adfærd rammer ned i alle samfundslag og i alle typer familier. Hverken høj indtægt eller fantastisk uddannelsesniveau skærmer én fra at reagere på det uopnåelige krav om perfektion. Men den, der ikke selv har oplevet skammen over ikke at være perfekt, ser ofte selvdestruktiv adfærd som temmelig uforståelig.

For hvorfor i alverden dog skære i sig selv? Hvad godt kommer der ud af det? Hvorfor fx æde sig igennem læssevis af chips, slik og is, når det eneste resultat, det giver, er dårligt selvværd, dårligt helbred og dårlige odds på kæreste-markedet? Svaret er, at det opleves som en acceptabel flugtvej, når man ikke tør føle det, man føler, og heller ikke ved, hvordan man skal håndtere følelserne.

For den selvskadende vil hverken fratagelse af fitnesskortet eller lås på ”skabet med kalorier” derfor hjælpe. Derimod vil det hjælpe at blive rummet. Ingen har brug for at være glad hele tiden. Men alle har brug for at kunne leve livet på livets betingelser, og de betingelser er af og til hårde. U-perfekte. Fra naturens hånd er individet skabt til at kunne klare hårde betingelser. Men individet kan ikke klare at skamme sig mere eller mindre konstant. Hvis man både har svære betingelser og skal skamme sig over, at man føler de svære betingelser, så bliver livet ubærligt. Og så er det, man reagerer på de tilsyneladende mærkelige måder, som vi ser så mange af i dag.

Det, der i første omgang kan virke fuldstændig irrationeltog sygeligt, er derfor heldigvis nærmest fornuftigt og situationsrelevant, når man kigger ind bag fænomenerne, og ser på mennesket bag lidelsen.

Læreren kan gøre en forskel

Når alle skal være perfekte – ligeså lækre som modellerne i bladene, lige så succesfulde som vennerne på facebook - så tabuiseres det, at livet af og til gør ondt. Der behøver ikke være virkelig svære sociale begivenheder som grund til selvskadende adfærd. Almindeligt dumme forældre, en prut slået for højt i klassen, en kæreste, der har forladt én – sådanne dagligdagsproblemer kan sagtens føles så skamfulde, at man ikke kan rumme dem.

Derfor er det afgørende for selvskadende børn og unge, uanset hvilken selvskade-strategi, de vælger, at de møder en lærer eller en anden voksen, der kan rumme grimme konkrete udtryk for skam over ikke at være perfekt. Og som ved, at det u-perfekte allerede er perfekt.

Ifølge Psykiatrifondens nylige undersøgelse af hvem børn og unge henvender sig til, når de har problemer, har læreren en central rolle. Undersøgelsen viser, at mange unge først og fremmest går til vennerne, når de har problemer, siden til en lærer, de har tillid til, og til sidst til deres forældre.

Faglige færdigheder er afgørende for videre succes i livet. Men for nogle er forholdet til én selv så kaotisk, at den vil skygge for indlæringsevnen. Skolen er den optimale ramme om hjælp til selvskadende børn og unge, blandt andet fordi den både er tryg, udfordrende og reel på samme tid. Som både uddannet lærer og pædagog og dertil hørende erfaringer, ved jeg, hvor kolossal opgaven kan føles. Samtidig har jeg også en fortid med lidelsen, så jeg ved, hvor lidt der skal til for, at et barn, ung eller voksen med selvdestruktiv adfærd kan blive hjulpet. Og redskaberne findes. Dokumentationen er der. Behovet er der. Den lærer, der orker at tage action på ovenstående, kan redde liv.