Pensionister rører på sig

I årevis har jeg været medlem af min fagforening. Det koster godt nok 500 kroner hver måned, men man får noget for pengene. Fællesskab og solidaritet. Jeg er en af de 6.000 lærere, der i 1993 måtte se en overdådig tjenestemandsstilling gå min næse forbi. Men vi blev beroliget af den daværende formand for DLF, Martin Rømer: 'I er sikret en tjenestemandslignende stilling med dertil hørende tjenestemandslignende pension'. Han sagde endog: 'Jeres overenskomstpension vil endda, om muligt, blive endnu bedre'. Det er ikke det, jeg ser, når jeg modtager min (d)årlige pensionsoversigt. Vore pensionsforhold er halvt så gode som tjenestemændenes. I bedste fald.

I mit daglige virke som ansvarlig folkeskolelærer bestræber jeg mig meget på at lære børnene, at de skal tale sandt og holde, hvad de lover. Vi bliver så yndigt kaldt: 'DLF's dårlige samvittighed'. 91/2 år er gået. Vil DLF hævde, at pensionspolitikken er solidarisk? En forening med en 100-årig tradition for total solidaritet. Hvis Anni Herfort havde den opfattelse, at vi ikke ville reagere og være beærede over 'kompensationen for tabte måneder i 1993', må hun være mere fræk, end godt er, eller langt ude i Næstveds skove. God pension, Anni!

Tjenestemænd! I, der sidder på Vandkunstens Store Bjerg. Vil I fortsat være dette bekendt? Hvad skal vi gøre, vi 6.000 lærere? Skal vi desillusionerede melde os ud af foreningen for at forsøge at sikre vores pension selv? Eller skal der yderligere trusler til? Kære '93-pensionsvenner', står vi sammen nu?

Janne Mortensen

Virum