Pensionister har meget at kæmpe for

Det skriver Henning Pedersen fra Blokhus i Folkeskolen nummer 23. Dertil kan tilføjes: »og meget at kæmpe imod, men ikke meget at kæmpe med«.

Henning Pedersens pensionsstigning i treårsperioden er ikke noget at skrive hjem om. Den er en smule større end min, men hvis Henning Pedersen ikke allerede har opdaget det, kan jeg betro ham, at udgangen for stigningen bliver noget mindre, når samordningsfradraget sætter ind.

Dette samordningsfradrag skulle vi have fjernet, da Henning og jeg endnu var aktive i foreningen, og jeg kan erindre, at jeg på en kongres for 15 år siden foreslog netop dette spørgsmål løst, før man gik i forhandling om overgangen til kommunal løsarbejderansættelse.

Jeg erindrer ikke, om Henning stemte for mit forslag, men hvis han gjorde, var han i selskab med to andre, idet resten af kongressen fulgte formanden over i Hans og Grethes kommunale rækker.

Nu er det for sent, for pensionister har ingen kampmidler. Vi skal hele tiden have andre til at kæmpe for os, og disse andre nærer ikke den store interesse, fordi de åbenbart ikke tror på, at de selv engang bliver pensionister.

DLF har skippet os over i Statspensionisternes Centralforening, som er sådan en slags ældreråd på landsplan, og jeg har på fornemmelsen, at alle de fine procenter, som vores hovedstyrelsesmedlem skrev om i et tidligere nummer af Folkeskolen, dem kender man slet ikke i økonomistyrelsen. I hvert fald passede min »lønseddel« ikke med det, jeg havde regnet ud efter Lone Møllers oplysninger.

Og så blev stigningerne først udbetalt, to måneder efter at den skulle være mig i hænde. Men det har jeg nu vænnet mig til efter 45 år med »rentetilpasning«.

Så alt i alt, Henning Pedersen, bliv ved med at brokke dig, men forvent ikke, at nogen ud over andre pensionister tager sig af det.