Pensionist stem blank

Det var vel med nogen optimisme, at de kongresdelegerede for Fraktion 4 rejste hjem fra kongressen i Kolding. Man havde for første gang fået en markant opbakning til pensionisternes krav om at få standset den udhuling af pensionerne, der sker i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, når pensionerne kun reguleres med den generelle forhøjelse, men ikke får del i de beløb, der udloddes til de specielle krav. Pensionisternes ønsker fik gode ord med fra såvel foreningens formand som formanden for tjenstligt udvalg, ligesom de indgik i de krav, der blev vedtaget af kongressen.

Så kom forhandlingerne - og forhandlingsresultatet. Igen en skuffelse. For tredje gang i træk intet til pensionisterne ud over den generelle forhøjelse. Heller ikke denne gang var det muligt at hente nogen som helst form for forståelse for pensionisternes krav hos finansminister Mogens Lykketoft.

Resultatet af statsforliget blev, som det skal, forelagt hovedstyrelsen, som er kompetent forsamling i denne sammenhæng - det skal jo ikke til urafstemning. De to pensionistrepræsentanter i hovedstyrelsen kunne selvfølgelig kun give udtryk for deres dybeste skuffelse og frustration over denne tredje afvisning af pensionisternes krav og stemte nej. Men resultatet blev godkendt af hovedstyrelsen.

En uges tid senere afsluttedes så forhandlingerne med Kommunernes Landsforening efter et mønster og med nogle rammer, som falder tæt på statsforliget - men der er intet i forliget med Kommunernes Landsforening, der vedrører pensionisterne - og det er dette forlig, der nu skal til urafstemning.

Og så står man som pensionist - og kongresdelegeret for Fraktion 4 - med et problem. Hvis det var statsforliget, der var til urafstemning, ville der intet problem være, for så måtte man selvfølgelig stemme nej, vel vidende at dette nej kun kunne være en protest, da pensionerne jo er lovgivningsstof. Hvordan skal man så forholde sig til forliget med Kommunernes Landsforening, som altså kommer til afstemning?

I mange politiske sammenhænge er der tre muligheder i en afstemning: man kan stemme ja, man kan stemme nej - og man kan tilkendegive, at man undlader at stemme. I det sidste tilfælde vil man så ofte komme med en stemmeforklaring, der tilkendegiver, at man ikke finder det foreliggende forslag så godt, at man vil stemme for det. På den anden side finder man det ikke så dårligt, at man vil stemme imod det, og derfor vælger man altså hverken at stemme for eller imod.

Når jeg skal forholde mig til den kommende urafstemning, befinder jeg mig netop i den situation, at jeg hverken kan stemme for eller imod. Jeg kan ikke stemme for, fordi jeg som alle pensionister er så dybt skuffet over forhandlingsresultatet, at jeg føler, jeg på en eller anden måde bør lade min utilfredshed komme til udtryk. Jeg føler på den anden side, at jeg ikke kan stemme nej til et overenskomstforslag, som slet ikke angår mine forhold, og som i værste fald kan udløse en konflikt, som jeg ikke selv kan blive part i - bortset fra måske et konfliktkontingent.

Derfor stemmer jeg blank.

Ove Pedersen

Herning, konkresdelegeret for Fraktion 4