Pejlemærker for sundhed i skolen

Hvordan sikrer jeg som underviser en sammenkædning af faktuel viden om sundhed med børns deltagelse og kritiske forholden sig til den store mængde sundhedsråd? Hvad gør jeg, når jeg vil sætte fokus på sundhed og trivsel ud fra en helhedsorienteret forståelsesramme? Og hvordan undgår jeg, at sundhed alene kommer til at dreje sig om 45 minutters daglig bevægelse?

En ny antologi, ’Sundhedspædagogik og sundhedsfremme i dagtilbud og skole’, giver en række svar på ovenstående spørgsmål, samtidig med at den anerkender, at skolens primære opgave er at skabe rum for læring og udvikling, ikke at regulere børns og unges sundhedsadfærd eller være eneansvarlig for samfundets sundhedsdagsorden.

Sundhed er som bekendt et obligatorisk emne for undervisning i folkeskolen, jf. Folkeskoleloven, og har sine egne reviderede fælles mål og dertil knyttede kompetencebeskrivelser. Som timeløst fag gives der en gylden mulighed for at koble emnet sundhed til alle fag i alle relevante situationer …. men tilsvarende en risiko for, at emnet fortoner sig nederst blandt de mange andre vigtige ting på lærerens huskeliste.

Vi taler om ”den sundhedsfremmende skole”, både i Danmark og internationalt, og der er forsket i skolens rolle og muligheder i den sammenhæng. For kort at referere forskningen, pointeres vigtigheden af:

• Sundhedsfremmende settings
• Elevinddragelse
• Implementering
• Lærernes kompetencer vedr. sundhedspædagogik og sundhedsfremme

Så langt så godt – men hvad skal der til i praksis? Der er næppe et kort og entydigt svar på spørgsmålet, men konkrete praksiseksempler og inspiration kan findes i den nævnte, nyudgivne antologi ’Sundhedspædagogik og sundhedsfremme i dagtilbud og skole’, redigeret af Venka Simovska, Ulla Pedersen, Jeanette Magne Jensen og Stig Broström.

Bl.a. har mange skoler gode erfaringer med intenst arbejde med en lokal sundhedspolitik, som giver både retning og handleanvisninger for sundhedsindsatsen på alle niveauer. En handleanvisende adfærd gør det naturligvis ikke i sig selv – selve handlingerne sker først, når sundhedspolitikken kombineres med en sundhedspædagogik, hvor lærerne og elever sammen italesætter og forholder sig kritisk til rammernes, miljøets og samfundets betydning for sundhed – og herefter som led i undervisningen går ud og arbejder for positive forbedringer i sundhedsmæssige spørgsmål.