PC’en - en balance mellem had og kærlighed

Indblik

Min bagdel har facon efter den bænk jeg sidder på. Stuen er omdannet til hjemme-skole-arbejdsplads, med alt det materiale der medfølger. Ledninger til pc’er, iPad og mobiltelefoner smyger sig som en labyrint gennem stuen. Kaffekopper – ja i flertal, de står overalt. Her har vi ikke hamstret toiletpapir, men den daglige mangelvare er mælk til kaffen. Internetforbindelsen er på overarbejde. Vægten er på overarbejde – familiens piger bager en del, og det skal jo spises. Alle disse forhindringer kan jeg godt tage med et smil, men der er en udfordring, som er ved at føre til had.

Min pc - hadet

” Hvis jeg snart skal sidde længere bagved min pc - så ender jeg med at smide den på gulvet, i brændeovnen, i skraldespanden, få Carbon til at grave den ned, vaske den eller smide den i søen”

Dette slog jeg op på min facebookside i går. At dømme på kommentarerne, så er jeg ikke den eneste lærer, der kan ende i en pc-løs situation.

Når man er vant til at gå rundt, undervise, skrive på tavler, undersøge, være ude i felten, så er dette stillesiddende arbejde intet mindre end hæsligt. Når jeg kigger på min pc, får jeg afsky i hele min krop. Ikke fordi nye programmer skal tages i brug, men arbejdsformen kun bag en pc – jeg kan bare ikke.

Min PC - kærlighed

Jeg er også nyforelsket i min pc. Når vi sammen tager ud i byen og mødes med andre levende eksistenser. Vi mødes med elever til klassemøder, med kollegaer til afdelingsmøder, med enkelte kollegaer og ledelsen. Tænk, at ”mødet” med mennesker på en skærm kan være så livsbekræftende, som det er i disse dage. Første gang jeg ”mødte” min teammakker på Google Meet, blev jeg simpelthen så glad. På trods af, at vi havde talt sammen i telefonen mindst to gang hver dag siden, at vi blev sendt hjem.

Da vores 8-årig datter skulle mødes virtuelt første gang med sine lærere og klasse kaldte hun sent fra sin seng og sagde:” jeg kan simpelthen ikke sove, for jeg glæder mig så meget til at se mine venner i morgen.”

Denne isolation fra andre mennesker opleves vidt forskelligt fra person til person. Jeg indrømmer blankt – det er IKKE noget for mig.

• Jeg savner hverdagen.
• Jeg savner eleverne.
• Jeg savner kollegaer.
• Jeg savner at være sammen med mennesker, oplevelser og gode nyheder.
• Jeg savner at kramme nogen, se blikket i folks øjne, når jeg taler med dem.
• Jeg savner en hverdag uden frygt. En hverdag, hvor frygt og død ikke er en præmis, men blot en del af livet.

#altskalnokblivegodtigen

God påske til nær og fjern.