Paradoks-politik

For fåår siden var interessen for læseforskning og grund- og efteruddannelse i læsning yderst ringe. Man kunne nøjes med en maskinsnedkers hænder, når danske læseforskere skulle skrives i mandtal, og seminariernes uddannelse i læseundervisning foregik mange steder efter devisen: læsekundskaber kommer af sig selv.

Alt det er nu ændret. Fordi den internationale læseundersøgelse og den efterfølgende nordiske har slået fast, at danske elever ikke er verdensmestre i læsning. Så nu står lærerne i kø for at komme på kursus, og der er i den grad fokus på det, læseforskerne finder ud af.

Det samme kan man næsten sige om matematik, også her har internationale undersøgelser nemlig vist, at der er problemer.

Men når der sættes fokus ét sted, er konsekvensen alt for ofte, at der bliver mørkt udenom. Og det er, hvad der er ved at ske.

Og her sætter paradoks-politikken så ind:

- Undersøgelserne viser, at der er brug for mere faglighed i læreruddannelsen, konkluderede partierne. Hvorefter de enedes om fire liniefag i stedet for to. Men uden at give en sammenhængende forklaring så man bort fra, at en af konsekvenserne bliver, at der herefter er mindre tid til at uddanne fremtidens lærere i læseundervisning!

I sidste uge meddelte undervisningsminister Ole Vig Jensen så, at den danske læse- og regneundervisning fremover skal have et internationalt serviceeftersyn hver tredje år. Dét lyder fint. Især hvis man formår at løse de sammenligningsproblemer, som de hidtidige undersøgelser viser. Det er for eksempel tåbeligt at teste danske elever i matematikdiscipliner, som de slet ikke har arbejdet med, fordi de ligger senere i læseplanerne. Den slags kan give store bogstaver på avisernes forsider. Men som redskaber til at forbedre undervisningen er resultaterne værdiløse. Og det er vel forbedringer, det drejer sig om?

Det er pinligt, at det er muligt at tvivle på svaret. Men når man sammenholder de varslede forringelser af læreruddannelsen med betingelserne for en bebudet ny forskning i læsning og matematik, kan man betvivle nytten af det alt sammen.

Og paradoks-politikken trappes op:

Undervisningsministeriet og Forskningsministeriet har afsat ekstra penge til to nye projekter, der skal sætte fokus på læse- og matematik-undervisningen. Men som man kan læse inde i bladet, har Undervisningsministeriet ikke ønsket at sikre en koordinering mellem projekterne. Og som om det ikke var nok, har man bestemt, at forskerne kun må beskæftige sig med elever fra 6. klasse og opefter!

Altså: Ringere læreruddannelse, ingen koordinering af projekterne og ingen forskning i, hvordan de første års læse- og matematikundervisning kan blive bedre. Men til gengæld deltagelse i en international test hvert tredje år.

Det lyder ikke rigtigt, men sådan er realiteterne.

Sammen med andre interesserede universiteter burde Danmarks Lærerhøjskole og Danmarks Pædagogiske Institut komme med et fælles udspil om en koordineret forskningsindsats uden blokerende aldersafspærringer. Det burde fornuftige politikere ikke kunne sige nej til.

Og hvis man vil paradokserne til livs, så kan politikerne samtidig styrke læreruddannelsen ved at afsætte mere tid til studiet.

-th

Læs side 26 og 30

Ingen koordinering

af forskningsprojekter og forbud mod forskning i de første års læse- og matematikundervisning