Hurra for regeringens initiativ i retning af at få formuleret faste og klart definerede mål for hvert klassetrin i en række fag! Endelig en regering, der tør skære igennem de tykke flommepædagogiske tåger, som skoledebatten jævnt hen er hyllet i.
Men efter hvad jeg hidtil har set og hørt, synes der ikke at være en eneste, som endnu har fattet det i virkeligheden revolutionerende perspektiv, der ligger i initiativet. Det ligger nemlig ikke i, at kravene til elevernes kunnen skal være ensartede, ikke bare fra skole til skole, men også fra kommune til kommune. Det krav forekommer i hvert fald mig så rimeligt, at jeg nok gad se, hvem der kunne opstille en holdbar argumentation for det modsatte, altså at man i det kommunale selvstyres hellige navn skal kunne tiltage sig ret til at forskelsbehandle eleverne.
Nej, det geniale greb ligger i, at fastsættelsen af klare mål i sagens natur må få konsekvenser inden for den enkelte skoleklasses rammer, så det endelige og afgørende skridt tages mod ensartede krav fra elev til elev!
For hvad er det måske største problem i vores moderne civilisation? Det er da, at folk simpelthen er alt for forskellige. Hvad det medfører af besværligheder for både den enkelte og samfundet, er jo næsten ikke til at gøre op. Hvorfor skal vi passivt affinde os med disse problemer? Her er det så, jeg må råbe hurra for, at der er nogen, som vil - og frem for alt tør - forsøge at gøre noget ved sagen ved at slå ned på skolen som en helt afgørende faktor i kampen mod de uhensigtsmæssige forskelligheder.
Må jeg minde om, hvad indførelsen af Dansk Standard har betydet i retning af forenklinger og rationelle løsninger på en lang, lang række af områder i vores samfund i øvrigt. Hvorfor skulle vi dog ikke drage nytte af den filosofi, der ligger bag standardiseringstanken, også på pædagogikkens område med mulige helt uoverskuelige landvindinger i horisonten?
Det er bare med at komme i gang!
Ib Granerud
Frederiksværk
Pædagogisk standardisering
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.