Pædagogik tilbage til skolen og læreruddannelsen

Skole og uddannelse bør være fri fra en tænkning, der skal danne til en bestemt kultur - fri fra samfundets indblanding. Fri til hvad? Selvstændig tænkning, selvstændig vilje, selvstændig dømmekraft.

Der kan være gode ting ved dannelse, men problemet er, at det i dag tydeligt angives, at dannelse handler om at underkaste sig normer og traditioner – via kundskaber/curriculum, som man som elev så forventes at skulle vedligeholde og forny senere hen.

Det er derfor jeg plæderer for at stoppe denne, i øvrigt ældgamle, pendulerende kamp mellem curriculum-centrering og elev-centrering – for i stedet at sætte fokus på pædagogik: kunsten at undervise - og politik: at kæmpe for egne rammer, ikke OECDs.

Med andre ord opfordrer jeg vedvarende til: Fokusér på triaden elev-stof-lærer ud fra frihed i rum, tid og sted – med pædagogikken i hånd. Dannelse (ud fra curriculum) og læring (ud fra eleven) er begge meget luftige begreber, som opfordrer til en konceptuel tilgang.

Men undervisning er meget konkret – så hvorfor ikke genopdage det meget enkle pædagogik-begreb, der direkte indikerer ophævelse, suspension, af tid og rum med henblik på at give eleven mulighed for at møde egen frihed for at finde ud af, hvad man egentlig kan stille op med den? Uden tvang!

Men kan ikke tvinge til frihed – det er meget langt fra virkeligheden at tro det.

Curriculum er: "de fag og det stof som man beskæftiger sig med i et uddannelsesforløb”, og det skal man i dannelsesforståelsen underkaste sig. ´I udgangspunktet er dannelse en betegnelse for den proces, hvor et menneske myndig gøres ved at vokse ind i et fællesskab, hvor det i udgangspunktet er underkastet normer og traditioner, som det siden kan bidrage til at vedligeholde og forny´. Det er netop derfor, jeg opponerer – ikke for at underkende mangfoldighed.

Det er netop de normer og traditioner, som ligger i civilisationen og kulturen, som jeg mener, at det er pædagogikkens opgave at lade ligge for en stund, mens barnet og den unge er i skole.

Pædagogiks og skoles opgave er i mit perspektiv at skabe tidslommer og ´ophævelse´ af rum – suspendere det ´normale´ (kultur og civilisation) – understøtte menneskers møde med sig selv og verden. Med natur og kunst – kunst bredt opfattet som litteratur, musik, skulptur m.v – i hånd er der gode muligheder herfor.

At se og forholde sig kritisk til de normative og mangfoldige udvælgelser af stof/curriculum i det perspektiv af at skulle møde den virkelige verden og sig selv – altså ikke blot konceptuelt, men virkeligt – det er centralt og bør være i fokus.

Det er, hvad jeg både i praksis og teori arbejder og kæmper for. Det er min intention, mit motiv.

Jeg synes, det er så mærkeligt, at dannelsesbegrebet bliver ved at have så stor magt i Danmark; hvis man spørger tyske pædagoger, undrer de sig: prøv at se hvad kultur og civilisationstilpasning medførte i det land.

Det vigtige i pædagogik og undervisning er for mig, at menneskers vilje til at forholde sig til sig selv og verden – at det helt konkret og virkeligt er det, det drejer sig om i skolen: at børn og unge konfronteres med sig selv og egen frihed til at kunne sige enten ja eller nej; konfronteres med selve verden, selve livet (og kunsten har dette som indbygget DNA ligesom naturen) og dér finde midterområder at være til i – så man hverken ryger ud i aggression og vil nedgøre eller ´slå´ andre, verden eller sig selv.

Ud fra dette har jeg arbejdet helt konkret og har ofte beskrevet dette med kritisk teori som klangbund. Min intention, mit motiv, er, at jeg vil blive ved at kæmpe for pædagogikkens muligheder, en pædagogik, der ikke understøtter konsensus, men sætter hælene i, ved dissensus, skaber sprækker til uendeligheden. En vigtig pointe i min intention, mit motiv er også, at uden tro, håb og kærlighed går det ikke.

Kampen for en god skole og uddannelse skal føres på flere fronter. Blot har jeg i praksis ofte mødt dannelses-tilgangen, både i mere og eller mindre mangfoldig udfoldelse, som en politisk og pædagogisk spærring for ´action´, det vil sige som spærring for et oprør imod og et opgør med at ville danne med kundskaber til ´samfundets bedste´. Vel at mærke: det samfund, som fuldstændigt er i lommen på OECD´s benchmarking, tests og konkurrencediskurs.

Spotlyset bør rettes både på et oprør imod, og opgør med, de nugældende rammer, hvor Danmark fuldstændigt har underkastet sig OECDs skole- og uddannelsespolitik, og spotlyset bør også rettes på selve det, at skolen bør være et fristed, hvor mennesker bliver til og via kunst, magi og fortryllelse undervises i det at eksistere i verden på en ordentlig måde – hvilket fordrer gode rammer, glade lærere og et indhold, der betyder noget for de involverede.

Men det er det modsatte i dag: lærere, der ved at gå ned, et indhold, der ikke betyder noget, i rammer som et hamsterhjul – derfor er der brug for ´action´.

Frihed er ikke frihed til hvad som helst, men friheden til at se sig selv og verden i øjnene, lytte, mærke, røre, – og blive berørt. Tænke sig om.

Man kan og skal ikke tvinge andre mennesker til frihed, heller ikke tvinge til kundskaber eller tvinge til at underkaste sig normer og traditioner.

Jeg synes, at pædagogikken, mere end dannelse, fordrer og kalder på oprør, opgør, action både pædagogisk og politisk, politisk bredt forstået. Men jeg har respekt for, at andre står et andet et andet sted.

Gert Biesta kalder det store fokus i Danmark på dannelse for ´The mystery of Denmark´, Hans (og min) konklusion er ”Pædagogiks udgangspunkt er ikke at danne med kundskaber til ´samfundets bedste´. Drop det.” Se evt. yderligere om dannelse/pædagogik:

https://www.folkeskolen.dk/1883461/du-kan-jo-ikke-en-gang-dansk-hvorfor-skal-jeg-laere-dig-engelsk