Opråb

Kære lærer. Du er uundværlig - så opsig dit job. Gør det nu, og gør det klart for dine kollegaer, at du gør det, fordi du ikke ønsker at arbejde under de nuværende forhold og med en ny lockout hængende over hovedet. Fagforeningerne har ikke nogen modtræk til Sophie Løhdes lockout. Men det har du. Sig op, og spørg dine kollegaer, om det ikke giver god mening. Er der en 10-20 på hver afdeling, der siger op, vil det virke. Vagtlægerne droppede arbejdet som vagtlæger, og regionerne måtte acceptere lægernes ønsker. I Finland sagde sygeplejerskerne op, og regeringen måtte acceptere sygeplejerskernes ønsker. De, der havde sagt op, blev genansat - for der skal jo naturligvis bruges sygeplejersker - samfundet har brug for det.

Jeg ville virkelig ønske, at lockouten blev mødt af massive opsigelser. Nok er nok, men det kræver naturligvis mod, og nogle er angste for lovligheden i »kollektive opsigelser«. I forhold til angsten for det ulovlige kunne man vende den om og spørge en jurist i sit fagforbund: »Jeg vil gerne sige op, fordi jeg synes, at mine arbejdsforhold er for dårlige, og det ved jeg, at mange af mine kollegaer også vil. Jeg vil gerne vide, hvordan jeg siger op, uden at jeg kan beskyldes for, at det er kollektivt. Det er min personlige beslutning. Er det et problem for mig, kære jurist?«

De penge, man taber i dagpenge, er måske tabt i lockouten alligevel. Trækker lockouten ud, kan det blive en økonomisk fordel for den enkelte. Hvis mange siger op nu, vil der efter kampen være mange ledige stillinger. Arbejdskampe krævede i fortiden personlige risici. Måske har Sophie Løhde med lockouten sat os så mange år tilbage i tiden, at det er nødvendigt igen?