Opposition til enighedsfronten

»Vi skal bare have tillid til formanden og hovedstyrelsen i arbejdstidsforhandlingerne«.

Sådan har jeg hørt flere udtale sig i diskussionen om en ny arbejdstidsaftale. Også under den nys afholdte kongres var der sådanne udtalelser.

Den megen snak om tillid dæmper den fagpolitiske dis­kussion og fastholder hovedstyrelsens enighedsfront, som plæderer for en større individuel »frihed« i arbejdstidsaftalen og for en noget uklar professionsopfattelse.

Men DLF skal ikke sende formanden til en vigtig forhandling uden en grundig politisk drøftelse og afvejning af mandatets retning og væsentlige indhold.

Siden formandsskiftet har det konstant lydt, at »en enig hovedstyrelse mener «.

Denne enighedsfront sikrer ikke en grundig diskussion i for­eningen. Dertil kræves en opposition, der kan sikre en anden fagpolitisk holdning i dis­kussionerne.

DLF skal efter min opfattelse være en fagforening præget af dis­kussion, politisk afvejning og en åben demokratisk beslutningsproces, og det skal være en fagforening, der imødegår en privatisering af vores arbejdsforhold.