Op- og nedture

Indledningsvis vil jeg gerne henvise til min artikel

https://www.folkeskolen.dk/654991/fagtraengsel

hvor jeg beskriver, hvordan velmenende uddannelsespolitiske tiltag kan få store konsekvenser for fag i folkeskolen - i denne sammenhæng franskfaget. Med henvisning til Sprogkortet på NCFF's hjemmeside er det nemt at følge sprogfagenes udbredelse eller mangel på samme.

Valgfag i knibe

Med etablering af praktisk-musiske valgfag kom andre valgfag gevaldigt i knibe, fx fransk som valgfag og spansk som forsøgsfag. I dette skoleår hører jeg, hvordan skoler, der tidligere har udbudt fransk som valgfag, nu nedlægger det, fordi der ikke er økonomi eller skemapositioner nok til dette valgfag. Dette medfører, at faget enten dør ud, eller at skoleledelse og skolebestyrelse sammen beslutter sig for at oprette fransk som obligatorisk 2. fremmedsprog sammen med tysk.

Interkulturel kommunikation i Corona-tider

Covid-19 pandemien viser os, at vi er forbundne som aldrig før grundet samhandel, turisme og migration. Der er brug for vigtige kulturmøder i og med, at politikere og sundhedseksperter sammen skal finde de bedste løsninger på, hvordan vi kommer gennem pandemien og ud i en hverdag igen. Dette stiller store og vitale krav om evner til interkulturel kommunikation, som handler om at kunne indgå i en aktiv dialog med mennesker uden for ens egen sproglige og kulturelle kontekst. Præcise oversættelser mellem sprog er essentielle, og sprogeksperter med mange sprog i bagagen er erfterspurgte. Sproglig kompetence i mange sprog er et must for et lille land som Danmark.

Solskin og regnvejr

Derfor undrer det mig også, at KL og Skolelederforeningen ikke stiller krav til regering og folketing om at sørge for, at danske elever er klædt sprogligt godt på til at indgå i dette globale fællesskab. På den ene side hører jeg om skoler, hvor elever alene lærer engelsk og tysk, fordi fransk nedlægges eller bare ikke udbydes overhovedet. På andre skoler hører jeg til gengæld om skoler, hvor en aktiv skolebestyrelse forlanger, at deres børn får så megen sproglig og kulturel kompetence som muligt. Det må da være en opgave på nationalt plan og ikke kun på det lokale?

Hvorfor tager politikerne ikke ansvar?

Det er ganske enkelt ubegribeligt for mig, at regering og folketing med den ene lovgivning skaber grundlag for udvikling af den praktisk-musiske dimension fra 7. klassetrin - som samtidig medfører nedlæggelse af fransk som valgfag. Så må de samme politikere da tage det ansvar lovgivningsmæssigt at give faget nogle andre rammer for udvikling. Disse rammer er tilstede: gør franskfaget til et obligatorisk 2. fremmedsprog fra 5. klassetrin - for at bevare den politiske troværdighed. Tag ansvar!