Omfavnelsen – et spørgsmål om passion!

Hvorfor er jeg af og til en anelse hård ved dem, der har haft den administrative og politiske magt i den pædagogiske verden i de læringsrevolutionære år – og dem, der mere eller mindre ukritisk fulgte trop? Hvorfor tillader jeg mig at skrive, at nogle projekter er "sekteriske", "håbløse" og det, der er værre? Hvorfor skriver jeg, at nogle politikere og forskere er "åndløse"? Hvorfor dog dette hårde sprog?

Det er bestemt ikke for sjov, for faktisk kan jeg bedst lide at skrive søde ting. Der er 3 primære årsager til nødvendigheden af sprogbrugen:

1) I årtier har det segment, der har siddet på magten i en overbærende tone fortalt omverdenen, at den ene og den anden faggruppe har haft "brug for et kompetenceløft", hvilket bare er en manipulerende måde at kalde andre uduelige på. Herefter har de samme mennesker påtaget sig retten til at læringsrevolutionere hele molevitten – uden blik for andre synspunkter end deres egne.

2) Pædagogik og skole er dybt alvorlige sager, og det handler om børns liv og verden. Ofte kan børnene ikke selv forsvare sig. Det forhold kalder på alvorlige gloser, når det hele sander til i ensretning, manipulation og statslig tilpasning.

3) Vigtigst er det, at sproget er hårdt fordi det beskriver noget, der er tilsvarende hårdt. Når skolepolitikken under Antorini fx blev radikaliseret i hidtil uset omfang, må man sprogligt anvende nogle gloser, der troværdigt kan beskrive virkeligheden. Ellers er man usaglig og uvederhæftig. En læringsrevolution er en læringsrevolution.

Når alt det er sagt, er det vigtigt at skelne mellem menneske og sag. Førnævnte Antorini har helt sikkert handlet i den bedste hensigt (det er jeg faktisk helt sikker på!), og kritikken bør i hendes tilfælde altid gå på den måde, hun har forvaltet sit ansvar, ikke på hende som menneske. Jeg har intet som helst grundlag for at påstå, at hun var eller er ond, men til gengæld har hun handlet på en måde, der har været dybt skadelig for Danmark. At hun har været ignorant og uoplyst er et faktum, men det gør hende altså ikke til et ondt menneske.

Når emnet er alvorligt, kan det være nødvendigt at diskutere med passion og alvor. Vigtige spørgsmål om fx etik, kultur og pædagogik SKAL blive personlige og dybtfølte for debattørerne. Der er noget på spil!

Kunsten er, når konflikten har raset, at huske, at modparten er et menneske med sandsynligvis gode hensigter. Og alene dette forhold gør, at vedkommende sikkert har fortjent en god krammer – striden til trods. Dertil er det også sådan, at modparten sagtens kan have ret i nogle ting, selv om vedkommende har taget grueligt fejl i andre. Det må man huske at anerkende, hvis det sker.

Det mest krænkende, man kan gøre, er faktisk at diskutere pædagogik og skole i et afbalanceret, teknisk regnearkssprog – uden følelse og personligt engagement. Gør man det, dehumaniserer man nemlig både børnene og hele den kultur, der burde omfavne dem.