Om at undlade redde verden fordi den mest befinder sig i egen navle.

Coronaen er sig selv nærmest , et grumt , fælt synonym for alle sprogets negativt ladede ord der handler om begrænsninger, afgrænsninger og restriktioner.

Mine elever kender de grænser der er tegnet op i form af områder på skolen de må færdes , steder de må vaske hænder og de små hvide krydser på gulvet i musiklokalet hvorfra morgensangen og meddelelserne livestreames til resten af skolen. Berøringerne og afstanden er lidt mere flydende , lidt ligesom håndspritten, håndsæben og overgangene mellem de enkelte lektioner. Af og til kræver det både Pippi paryk, pap ja-hat og grimme plastikbriller at komme igennem dagen og især de dage hvor tanken om alle de ting der forekommer mig at blive mere og mere umulige at lave, preller af på mit bemærkelsesværdigt fedtede visir.

Drømmen om at lave teater, film og at kunne lade eleverne klumpe sig sammen i sofaen krakelerer som størknet teaterblod på en tør og ridset overflade. Alt er tilpasset hensyntagen og det er også rigtig fint, det er bare svært at blive ved med at få luft når man samtidig kan mærke at lærerværelset på nogen punkter er ved at være iltfattigt og kollegerne af og til virker som om de mangler en seriøs -flybillet-sydpå-salve.

Jeg glemmer konstant visiret og når jeg kommer hjem fra restriktionerne og hensynet glemmer jeg mig selv og styrter rundt mellem mundbind og mennesker for at finde åndehuller der kan få den her tilstand til at gå over.