Om at starte på en ny skole og få kollegaer.

Skolens musiklærer. Den titel har jeg haft i mange år. For som regel var jeg den eneste musiklærer på skolen.

Selvom jeg gerne ville have en kollega, så er der fordele ved at være ene. Hvordan lokalet skulle indrettes, bestemte jeg. Hvilke materialer der skulle være, skulle jeg aldrig diskutere med andre. Hvilke arrangementer eleverne skulle deltage i, var også mit valg.

Der er ikke mange klasser, jeg ikke nåede at have til musik. Så jeg kendte også de fleste af skolens 350 elever. Det var en rar fornemmelse.

Men det kunne nemt blive lidt ensomt. Der var jo næsten aldrig en, man kunne udvikle faget med. Få nye ideer med. Sparre med. Og nogle arrangementer ud af huset orkede jeg ikke, fordi jeg var ene om at stå for det hele.

Nu er jeg startet på en ny skole, hvor vi er 3 musiklærere.

Det er en ny og skøn fornemmelse, at der lige pludselig er kollegaer man kan udvikle med, få gode ideer med, snakke med. Man skal ikke stå for alt men kan fordele arbejdet.

Men man skal også lige pludselig blive enige om, hvordan lokalet skal indrettes, og hvad der skal være. Det skal jeg lige lære.

Der er fordele og ulemper ved at være den eneste musiklærer og ved at være flere. Men jeg nyder at være flere. Det at have andre at snakke fag med i hverdagen er givtigt.

Men jeg savner også at kende de fleste af skolens elever.