Om at slippe for aben

Et pædagogisk redskab - det var, hvad regeringen solgte de nationale test som, da den skulle have testforliget i hus før sommerferien.

Socialdemokraterne købte idéen og gik med i forliget, der blev fulgt op af et forlig om elevplaner og kommunale kvalitetsrapporter. Tilsammen skal de to forlig angiveligt være med til at forbedre evalueringskulturen i skolen.

Hvis det bare var så vel. Desværre sigter forligene ikke på at udvikle en evalueringskultur, der kan være til gavn for undervisningen. De handler om at få ryggen fri, slet og ret. Om at få aben over på en anden skulder.

Regeringen kan nemlig nu sige til vælgerne/skatteborgerne/brugerne: Vi har indført nationale test, så nu har vi gjort, hvad vi kunne. Nu er det op til lærerne at levere varen, og hvis de ikke gør det, så er det dem, I skal skyde på, ikke os.

Og dét har jo ikke noget med pædagogik og didaktik at gøre, som professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Jens Rasmussen, også gjorde opmærksom på i Folkeskolen nummer 29-33. Det har derimod med styring af offentlige institutioner at gøre.

Derfor ligger der heller ikke en pædagogisk teori bag de nye forlig, men en styringsfilosofi, som hedder: Accountability.

Accountability betyder ansvarlighed. I merkantile sammenhænge betyder ordet regnskabspligt. Regnskabspligt - det er for brutalt et ord i Europa i uddannelsessammenhæng. Derfor er det på vejen over Atlanten blevet oversat til det mere spiselige »evalueringskultur«. »Ingen kan jo være imod evaluering og kultur«, som uddannelsesforsker ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Katrin Hjort, har sagt.

Accountability er en justering eller videreudvikling af 1980'ernes og 90'ernes styringsfilosofi, New Public Management, som uddelegerede ansvaret til den enkelte kommune og den enkelte skole. Dengang blev ansvaret givet til de lokale myndigheder. Nu skal de så stå til regnskab. De er blevet ansvarliggjort.

Faktisk står alle til regnskab i dag. Politikerne står til regnskab over for vælgerne, kommunerne står til regnskab over for staten, skolelederne står til ansvar over for kommunen, lærerne står til ansvar over for skolelederen. Selv forældrene står til ansvar. Over for skolen.

Forældrene skal således nu gøre deres til, at eleven får en god skolegang, ved »at tage et medansvar for, at eleven møder til tiden, medbringer de nødvendige undervisningsmidler, møder udhvilet med videre«, som der står i den nye bekendtgørelse om elevplaner.

Den tragikomiske svaghed ved dette system - der dybest set drejer sig om at slippe af med aben - er de nationale test.

De er ikke et reelt udtryk for alt det, som læreren skal levere ifølge skolelovens formålsformulering.

jvo