Om at lytte

Jeg skriver i Folkeskolen nummer 44, at antallet af paragraf 20.1-elever i specialklasser og antallet af alle paragraf 20.2-elever er steget med cirka 50 procent i de sidste seks-syv år. Og at det udgør et alvorligt problem i en tid med skattestop, når en paragraf 20.2-elev typisk koster 250.000-300.000 kroner om året.

Det oversætter Peter Hess-Niel­sen (nummer 45) til, at KL placerer aber, og at KL hvis jeg har forstået det rigtigt mener, at det er lærernes skyld. Jeg har nu genlæst mit eget indlæg, og jeg kan altså ikke finde den sætning, hvor der står, at KL synes, det er lærernes skyld. Det, KL plejer at fremføre, er, at stigningen i antallet af specialundervisningselever skyldes mange ting, for eksempel:

en generel samfundsudvikling med mindre tolerance over for forskellighed

at forældre presser skolen til at udskille »besværlige« børn fra klassen

et resursefordelingssystem, der belønner eksklusion og ingen incitamenter har i forhold til inklusion

en manglende kommunalpolitisk stillingtagen til, hvad man vil med specialundervisning

en manglende viden om, hvad børn får ud af specialundervisning. Lærer de noget af det? Får de højere livskvalitet af det?

Peter Hess-Nielsen nævner også den pinagtige konflikt mellem Københavns Amt og kommunerne om betaling for paragraf 20.2-undervisning. Den er et eksempel på, at den nuværende opgavefordeling mellem amter og kommuner på specialundervisningsområdet ikke er god nok. KL foreslår derfor, at ansvaret for paragraf 20.2-specialundervisningsopgaven overføres fra amterne til kommunerne, så den uværdige kassetænkning på området kan ophøre.

Hvis Peter Hess er interesseret i at lytte til, hvad KL mener, så holder vi gerne det samme oplæg for ham og andre interesserede, som vi holder for vores kommunalpolitikere om rummelighed og økonomi.