OK-forløbet får mig til at stille op til hovedstyrelsen

På bagkant af OK26 har jeg besluttet mig for at stille op til hovedstyrelsen ved næste valg. Det har jeg, fordi det står klart for mig, at vi mangler en mere nuanceret hovedstyrelse, hvor flere forskellige holdning og meninger er repræsenteret.

Det ærgrer mig, at vi i forbindelse med vores OK-forhandlinger ikke har set en hovedstyrelse, der også repræsenterer det nej, som der er i dele af vores medlemsskare.

Det viser mig, at det er nødvendigt, at der i hovedstyrelsen bliver flere forskellige stemmer med en større variation af holdninger.

Jeg er især optaget af at finde alternativer til vores arbejdstidsaftaler A20 og A21 og at få afklaret, hvordan kompetencefondens fremtid kan se ud. Lige nu er jeg ikke klar over, hvordan de midler, som er i fonden, kan bruges, hvis vi ikke får brugt dem på at betale os selv for vores efteruddannelse. Kan vi trække os ud af fonden? De spørgsmål har jeg ikke fundet svar på endnu.

Jeg vil også arbejde for, at vi altid holder os inden for rammerne af det mandat, vores kongres har givet os. I forbindelse med vores indtræden i kompetencefonden har jeg svært ved at se sammenhængen mellem vores ok-krav om kompetenceudvikling som et generationsprojekt og så vores indtræden i Den Kommunale Kompetencefond kort efter vores kongres.

Det vil jeg gøre hvad jeg kan for at præge.

Jeg har en grundlæggende undring over vores forenings tilgang til, hvordan vi ændrer noget til glæde for vores medlemmer. Jeg kan ikke forstå, at vi ikke bruger det eneste redskab, vi faktisk har til direkte indflydelse på at forbedre vores arbejdsvilkår - nemlig vores OK-forhandlinger. Hvorfor skal vi igennem trædesten, trepart, fempart, arbejdsmiljøloven (som vi jo altid har kunnet) for at få KL til at forstå, at vores arbejdstid skal forbedres kraftigt?

Hvorfor bruger vi årevis på at tale vores forventninger til dette område så meget ned, at vi ender med at synes, at et OK-forlig, som ikke indeholder forbedringer på arbejdstid, er fint at komme ud af døren med? Hvordan er vi endt her?

Mange lærere giver udtryk for, at de ikke kan få tiden til at slå til og enten forlader skolen eller går ned med stress.  Hvorfor ikke løse det ved OK-forhandlingerne?

Jeg oplever ofte, at dem, som vi prøver at få til at forstå de udfordringer, vi står med, kommer med alle mulige løsninger, som ikke gavner os. Vi skal tilsyneladende stadig have arbejdsvilkår, der slider os ned.

Rockwoolfonden har lige afsluttet et forskningsprojekt, som fortæller, at vi er villige til at gå ned i løn, hvis vi kan slippe for at ende på sygedagpenge. Vi vil med andre ord have et arbejdsliv, som ikke gør os syge. Det har vi ikke nu. Og det skal vi have løst. Hurtigt og ved forhandlingsbordet mellem os og KL eller staten.

Som person er jeg ikke bange for ret meget. Jeg er af den opfattelse, at det ikke gør noget at være upopulær i de rigtige kredse, hvis det er det, som kræves for at opnå det, vores medlemmer har brug for. Jeg mener, at en fagforening og dem, som vi har valgt til at holde øje med vores omverden, skal være klar til at bruge alle de redskaber, vi råder over, for at opnå det, vi ønsker. Især når det, vi udsættes for, bliver helt skørt. Vi er en fagforening, og vi ejer overenskomsten og har retten til at indgå aftaler, men vi er ikke forpligtet til at indgå aftaler for enhver pris. Vi kan godt sige nej til urimeligheder, hvis vi vil.

Derfor stiller jeg op til hovedstyrelsen.