Og lige om hjørnet venter ………..

I den daglige undervisning er der fokus på samarbejde, respekt og videndeling. Vi er anerkendende over for hinanden i klassen og lytter til hinanden, for vi ved godt, at man kan lære meget om sig selv og andre ved at lytte og forstå. Vi har udsyn og er nysgerrige på omverdenen, og der er mange nyheder fra den store verden, der skaber undren og gode spørgsmål. Vi griner af Trump, og taler om, at det er kun i USA, at det kan lade sig gøre.

Dagligdagen er præget af demokrati, hvor alle er inkluderet i fællesskabet, hvor beslutninger tages og gennemføres, og det er tilladt at give konstruktiv kritik. Vi tænker dagligt på, at alle skal lære matematik og de andre fag, for alle skal have et godt liv med gode livsvilkår. Vi bekymrer os om hinanden, og følger hinanden i glæder og sorger i klassen og på lærerværelset. Det er stærke værdier, som stadig er en del af skolen, men som sikkert bliver svære at håndhæve efter en konflikt.

Vi er usikre på, hvad der skal ske, og hvornår det så måske sker. Vi føler alle, at demokratiet er sat ud af spil, og en form for diktatur har overtaget. Kan man negligere demokratiet, og tale grimt om de andre? Er det pludseligt blevet ligegyldigt, at eleverne skal deltage i undervisning i skolen, og er lærerne og de andre offentlige ansatte bare nogen man kan sige grimme ting om. Hvor er respekten for de offentligt ansattes daglige arbejde?

Jeg oplever en stærk følelse i skolen af nødvendigheden af læring og undervisning for livet og demokratiet som en byggesten i vores samfund, men den følelse er under stærkt pres lige nu.

Hvad er det for et samfund, vi efterhånden har fået os, og hvad mon de kommende generationer vil tænke om dette vanvid, der underminerede vores demokrati i 2010erne.