Ø og ö var engang to forskellige bogstaver på dansk

En kombination af to tegn kaldes en ligatur, og i de ældste danske håndskrifter, som stammer helt tilbage fra 1100- og 1200-tallet, blev ø-lyden noteret som en ligatur af oe, hvor e’et nogle gange blev slynget ind i o’et, og andre gange blev markeret med en lodret eller vandret streg gennem o’et.

Med bogtrykkerkunstens indførelse kom der endnu en variant til: et lille e placeret oven over o’et, og denne kombination blev ret hurtigt forsimplet til tegnet ö med to prikker. Det oprindeligt danske gennemstregede ø blev ikke afskaffet, men den lodrette strege blev ændret til en skråstreg. Formen ö blev primært anvendt på tryk, det gennemstregede ø blev primært anvendt i håndskrift.

Opdelingen af ø i to forskellige bogstaver

I midten af 1700-tallet argumenterede en sprogforsker ved navn Jens Pedersen Høysgaard for at bruge ø og ö som to forskellige bogstaver, der repræsenterede to forskellige lyde. Han skelnede mellem et lyst ø som i præsensformen af verbet dør (Blomsterne dør, hvis de ikke får vand) og et mørkt ö som i substantivet en dör (Luk så den dör!).

Det lykkedes ikke Høysgaard at vinde ret mange tilhængere for dette synspunkt, men i begyndelsen af 1800-tallet tog sprogforskeren Rasmus Rask (1787-1832) tanken op. Rasmus Rask havde i 1814 vundet en pris på Københavns Universitet for sin Undersøgelse om det gamle Nordiske eller Islandske Sprogs Oprindelse, hvor han opponerede mod den tyske filolog og folkemindeforsker Wilhelm Grimms opfattelse af, at dansk var en germansk dialekt på linje med f.eks. plattysk. Rasmus Rask vendte blikket mod nord og søgte at påvise, at det danske sprog havde udviklet sig fra et fælles oldnordisk sprog, der bedst kunne studeres i de ældste islandske dokumenter. Han skabte hermed grundtesen i de følgende 200 års sproghistoriske forskning.

Også i debatten om, hvordan man bedst kunne repræsentere den halvhøje rundede vokal på skrift, valgte Rask et nordisk synspunkt. Hvor bogstavet ö kaldes o med omlyd og alfabetiseres under o, talte Rasmus Rask for, at lyden skulle beskrives uafhængigt af o, og inspireret af Høysgaard burde den noteres som hele to selvstændige bogstaver og placeres sidst i alfabetet, først ø og så ö.

Svend Grundtvig fattede sympati for etableringen af to ø’er, og han gennemførte en skelnen mellem ø og ö i Dansk Retskrivningsordbog fra 1870 og Dansk Haandordbog fra 1872.

Højskolebevægelsen

De konservativt indstillede kredse i Danmark rystede på hovedet af brugen af de to ø’er, men højskolebevægelse anvendte opdelingen i ø og ö, ligesom man brugte små begyndelsesbogstaver i substantiverne og droppede aa til fordel for å, længe inden det blev indført i dansk retskrivning.

Da bevægelsen i 1894 udgav sin første sangbog, stod der Sangbog for den danske folkehöjskole med ö på forsiden, og på titelbladet blev trykkestedet angivet som København med ø. De to forskellige ø’er blev anvendt i 70 år, altså helt frem til den 15. udgave i 1964.

Brugen af ø og ö er inkonsekvent

Systemet for brugen af ø og ö i Højskolesangbogen var imidlertid ikke konsekvent.

I alle Højskolesangbogens 19 udgaver bruger man det moderne gennemstregede ø foran konsonanter som s, t, d, l og n, der artikuleres foran i munden. Det ses i sange som

I østen stiger solen op af B.S. Ingemann.

Slumre sødt barnlille! af Anton Andersen.

På søndag aften kommer hun af Carl Ploug.

Alle sange med diftongerne øj og øv staves i samme tidsrum med ö:

Langt höjere bjerge så vide på jord af N.F.S. Grundtvig.

Liflig flöjte Vælsklands nattergale af Carl Ploug.

Siig, er det lövfaldstider af Johan Skjoldborg.

Nat sövn og slum og sang, far vel af Thomas Kingo (sövn med ö i indholdsfortegelsen, søvn med ø i teksten i 4. udgave fra 1902).

Er ugens slid end nok så slemt og fuldt af vrövl og had, / på søndag aften alt er glemt / fra På søndag aften kommer hun af Carl Ploug.

Der er faktisk ret stor forskel på udtalen af øv i løvfald, søvn og vrøvl, men alle varianter er markant mørkere end de relativt lyse ø’er i østen, sød og søndag.

Mindre konsekvent er noteringen af et kort ø i forbindelse med r. Fra 1894 til 1939 skrives mørk med ø, i 13. og 14. udgave fra 1939 og 1951 med ö, og herefter igen med ø:

Du nat hin mørke forgangen er (1. udgave 1894) af Hans Christensen Sthen.

Den mörke nat forgangen er (2. -12. udgave)

Den mörke nat forgangen er (13. -14. udgave) (1939 og 1951).

Den mørke nat forgangen er (15. udgave 1964 og følgende udgaver).

Ord med et langt ø som røst og høre skrives med ø i alle udgaverne frem til den 15. udgave i 1964.

Det danske ö afskaffes

Med retskrivningsreformen i 1948 var det slut med at skelne mellem ø og ö i danske ord, og fra den 15. udgave af Højskolesangbogen i 1964 anvendes det gennemstregede ø konsekvent og overalt.

Oe lever et stille eksotisk liv

Formen oe har aldrig været en officiel del af den dansk retskrivning. Den eksisterer dog alligevel i ordet som boeuf på restauranternes spisekort og i kogebøger, - og så kan vi finde den i navne. Navnet på den mand, der skrev den danske nationalsang Der er et yndigt land staves i dag næsten konsekvent med oe og alfabetiseres under o.