Nyt navn – igen!

Særundervisning, specialundervisning, lektiecafe. Man kalder det noget nyt, men ser man på Norge, er det stadig de svageste 10-20 procent, som ikke kan følge med (citatnyhed på folkeskolen.dk 14. august, redaktionen). Og det er i grunden ikke så underligt. Størstedelen har ikke behov for den slags hjælp, ud over hvad hjemmet kan give. Det er de svageste, som har brug for hjælpen, navnlig nu hvor de er inkluderede. Den hjælp har de ingen udsigt til at få, hvis man anvender linjefagsuddannede. Kun hvis man bruger lærerne, som blev overflødiggjort ved nedlæggelsen af specialskolerne.

Man begår nu den grove fejl at lægge al skyld på lærernes uddannelse. Man tror, at hvis lærere kun underviser i linjefag, så vil eleverne blive klogere.

Fra 1. til og med 5. klasse er specialuddannelse ganske overflødig. Der gælder det om at kunne tale med børnene og møde dem »hvor de er«. En linjefagsuddannet vil ofte tale hen over hovedet på eleverne. Måske vil pædagogerne rette en smule op på miséren. Deres uddannelse sigter imod at kunne tale med deres elever og møde dem, hvor de er. Man skal ikke forestille sig, at eleverne bliver uendelig meget klogere af, at lærerne får en længere uddannelse. Det vil kun gavne i de ældste klasser om overhovedet.

Forkortet af redaktionen