Ny skolestruktur i Holstebro by: Pædagogikken er stendød

Ganske vist er det et lokalt anliggende, men jeg mener, at det er et udtryk for en generel tendens, og derfor får I min historie:

Tirsdag aften den 26. maj var jeg til stormøde på Ellebækskolen i Holstebro. Skoletilbuddet i Holstebro by står over for en strukturændring fra skoleåret 16/17, og i den anledning besøger forvaltningen de involverede skoler. Denne aften præsenterede direktør for børn og unge, Mads Gammelmark, skolechef, Michael Gravesen, og pædagogisk udviklingskonsulent, Marianne Fløe Hestbjerg, forvaltningens udspil, som politikerne efterfølgende skal tage beslutning om skolestrukturen i Holstebro by ud fra.

Jeg har fuld forståelse for, at der er behov for en grundlæggende ændring af skolestrukturen, og jeg køber for så vidt også de demografiske, økonomiske og integrationsmæssige bevæggrunde for at foretage manøvren. I min optik må det dog være sådan, at et nyt skoletilbud skal være det absolut bedste pædagogiske tilbud for byens børn og unge.

Derfor kan jeg også hurtigt springe hen over børn- og unge-direktørens præsentation af forvaltningens udspil, der var sølet til i økonomisk tænkning, kvotienter og procenter. Han havde nemlig en udviklingskonsulent med på mødet til at tage sig af de pædagogiske perspektiver. Men lad os bare slå fast, at det ikke er de pædagogiske visioner, der er ledende princip i udspillet.

Men tilbage til udviklingskonsulenten. Hun hedder som sagt Marianne Fløe Hestbjerg, er cand.pæd., og det lover jo egentlig godt for en pædagogisk udviklingskonsulent. Desværre er hun også skoleleder og Ny Nordisk Skole-tilhænger. Denne aften kom hun til at fremstå som en gold læringsfanatiker og fortaler for en stendød pædagogik, selvom hun påstod det modsatte.

Lad det være sagt med det samme. Jeg kender ikke Hestbjerg personligt eller professionelt, og skrivelsen her er alene en kritik af det indtryk, hun efterlod på mødet tirsdag aften. Jeg kan heller ikke vide, om Hestbjerg ikke ved bedre, eller om hun er sendt i byen med et budskab, hun godt ved ikke holder vand, for at pakke forvaltningens udspil pænt ind.

Desværre gik det som kejseren i eventyret om kejserens nye klæder. Forvaltningens indstilling havde ikke nogen pædagogiske klæder. Konsulenten indledte ellers sin seance med at berette, at nu skulle hun sige lidt om dannelsesperspektiverne i indstillingen, men hendes oplæg totalt efterlod alle tanker om elevernes almene dannelse døde i et hjørne af lokalet (tilrettet 4/6, red). Det kan selvfølgelig også være fordi, hun ikke ved noget om dannelse, men den tanke er næsten ikke til at holde ud, når man tænker på, at hun skal forestille at være med til at tegne den pædagogiske profil i kommunens skoleforvaltning.

Apropos profil. Det, Hestbjerg og de to andre forstod ved de pædagogiske perspektiver på mødet, var idéen om, at de nye skoler efter strukturændringen skal være profilskoler, der hver især har et særligt fokus på et indholdsområde, f.eks. sport, musik eller science. Argumentet er, at bare skolen har en profil, så lærer eleverne mere. Uanset hvilken profil, der er tale om… Jeg var tæt på at blive syg!

Men Hestbjerg havde læst nogle undersøgelser, så vi kunne få noget trivsel og faglig udvikling på de nye profilskoler. Børnene i Holstebro skal hver især ”gå på den skole, der er allerbedst for den enkelte”. Altså en total udvanding af folkeskoletanken. Der var intet fællesskab i Hestbjergs tanker, selvom børnene da godt nok står ved siden af hinanden, når et grisehjerte skal undersøges på science-skolen. ”Den, der arbejder, lærer”, siger Hestbjerg, men der var sjovt nok kun ét hjerte i eksemplet. Læringsbegrebet hos Hestbjerg er totalt individualiseret og løsrevet fra alle fællesskaber. Det handler kun om den enkelte elevs læring. Den enkelte elev, skal blive så dygtig som muligt, som det hedder i folkeskolereformen. Men man overser, at eleven altid er involveret med andet og andre, som kan tænkes at påvirke og måske ligefrem befordre elevens læring. Hos Hestbjerg, undervisningsminister Christine Antorini og i hele Ny Nordisk Skole-ånden bliver læreren en tekniker, der blot skal komme med sin læringsværktøjskasse, som er blevet til på baggrund af nogle koefficienter, der fortæller, om lærerens indgreb har positiv effekt på elevernes læring. Og det handler kun om, hvor højt eleverne kan score i en standardiseret test i dansk, matematik osv., så vi kan komme højt op på en eller anden rangliste. Indholdet i undervisningen er totalt underordnet, og alle tanker om, hvorfor vi sender vore børn i skole er reduceret til anti-pædagogiske forestillinger om, hvad arbejdsmarkedet efterspørger. Det er nærmest som om, at pædagogikken slet ikke kan trænge ind i elevens læringsmaksimeringsproces.

På én eller anden måde er der noget i vores børn, der dør en lille smule, når de reduceres til små læringsrobotter, der får sig en profil og en mellemleder for hver 20. pædagogiske medarbejder. Men måske er det bare mig, der synes, at en ny skolestruktur burde have pædagogiske visioner som de ledende principper.

Er det egentlig ikke sjovt, at Hestbjerg talte om en død gris og undervisningsministeren tidligere har talt om en ged, der skal dissekeres, når de hver især skal give eksempler på deres læringsbegreb? I øvrigt totalt forældede principper for undervisning. Men det er da pudsigt, at både Antorini og Hestbjerg taler om døde dyr. For det er deres pædagogik jo også. Stendød!