Ny etikette på gammel rummelighed

Kan man virkelig tænke sig, at fiffet lykkes også tredje gang?

Første gang lancerede man det som en udelt enhedsskole. Det nummer faldt alle pladask for. Den viltre progressivitet har altid haft let ved at ombringe noget kvalitativt, som man har kendt længe og er blevet godt træt af.

Da udelthedens uddannelsesødelæggende effekt så ikke mere var til at komme uden om, lancerede man udeltheden for anden gang under ordet rummelighed. Dette ord associerede overbevisende til hønemoderens omsorgsfulde opsamling af alle i den varme rede. Men hønen giver sig jo heller ikke af med at undervise. Og alligevel kunne mangen en lærer ikke stå for fiffet. Heller ikke selv om man led af industrialdersyndromet med at vægte den nu tilsidesatte fag-faglige undervisning. Når denne virkning så nu er ved at fortage sig, og når rummelighedens ødelæggende effekt heller ikke længere kan skjules i ordmagi, prøver man så for tredje gang. Rummeligheden omdøbes til inklusion, der selvfølgelig er præcis det samme som rummelighed og udelthed. I Folkeskolen nummer 23 fører psykolog Rasmus Alenkær inklusionsordet frem som etikette for noget, der indtræffer, når undervisningen fortrænges så meget, at de indlærings- og adfærdsmæssigt mest forskellige elever umiddelbart oplever sig og hinanden som en naturlig del af fællesskabet. Og rummelighedsordet skubbes lidt til side som betegnelsen for et fællesskab, hvor bogligt stærke og svage stadig er, hvad de er, nemlig stærke og svage. Og det nummer håber man vel så på kan bære en rum tid ud i fremtiden. Nej, så er der virkelig mere gods at hente i Nordvangskolen i Esbjerg, hvor inklusionen nok ikke helt korrekt finder sted inden for de holddannelser, der bryder den samlede inklusion, fordi sådanne holddannelser i virkeligheden er den delte skole på vej ind ad bagvejen.