NUL MOBIL!

Det er noget svineri, mener en far. Skolen har pålagt hans datter, at aflevere sin mobiltelefon i en kasse hver morgen ligesom alle andre elever på den skole.

Kommunen, som han har henvendt sig til, har taktfuldt bedt ham tænke på sin datters ve og vel. Men manden synes nu, at det er en principsag, og har kontaktet Ombudsmanden.

Han har også truet med at tage sin datter ud af skolen – det skulle man måske støtte ham i.

Sagen er et godt eksempel på en forældreattitude, man kan støde på i folkeskolen. Man har lyst til at spørge manden, om han har glemt at tage sin medicin, men systemet tager ham i stedet alvorligt og behandler sagen.

Enhver der bare har været i nærheden af lærerarbejdet ved, at det kan være yderst relevant at inddrage mobiler hele skoledagen eller i bestemte timer. Hvis en forældre får lov til at fremture med, at det skulle være et overgreb, sker der en komplet overbelastning af systemet. Lærerne, skoleledelsen, eller sågar Ombudsmanden skal ikke bruge tid på at forsvare stilfærdige, lovlige og rationelle tiltag i skolen. Hvad lærer hans datter af denne sag, at meningsløse brokkerier giver opmærksomhed?

Jeg forestiller mig nu, at manden henvender sig til en privatskoleleder, der har læst om sagen.

Hvis jeg var denne privatskoleleder, har jeg en ret bestemt ide om, hvad jeg ville sige til manden.