Med jævne mellemrum dukker det gamle spøgelse op som en slidt, mølædt trold af en æske. Nu er det så tid igen. Den nyslåede formand for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, slog et slag for resultatløn i et interview 23/8-19 i A4Nu. Her drømmer han om, ”… at der var mulighed for, at for eksempel skoleledere kunne give differentieret løn til lærerne og belønne de lærere, der virkelig gør det godt.”
Misforstå mig nu ikke. Lærerne vil gerne have mere i løn. Naturligvis, men Vanopslagh glemmer at undersøge, hvad der i virkeligheden motiverer lærerne til at yde deres allerbedste. Lotte Bøgh Andersens forskning (2011) har bl.a. peget på, at vi først og fremmest motiveres af vores elever og glæden ved arbejdet. Hun siger endda, at ”… vores forskning tyder på, at de der motiveres af at gavne samfundet, giver den en ekstra skalle, og det kommer brugerne til gavn.”
Anden forskning (SFI o.a, 2011) viser faktisk, at dygtige medarbejdere ligefrem kan tage det som en fornærmelse, hvis man med lønkroner lokker dem til at skulle præstere mere. ”Sig mig, hvad tror I, jeg gør hver eneste dag?” kan man næsten høre disse værdifulde offentligt ansatte sige.
Og så er der også lige spørgsmålet om, hvem og hvad der skal afgøre, om en lærer ”virkelig gør det godt.” Skal det være de nationale test? Afgangsprøverne? Evnen til at le ad skolelederens dårlige jokes? Tak, men nej tak! Skulle vi ikke, som lærernes fagforening, fortsætte med at kæmpe for gode centrale aftaler og overenskomster, der giver plads til forskelle, men som forsvarer vores arbejdspladser mod den konkurrencetænkning, som bare skaber splittelse og som gør vores elever dårligere rustet til det liv, de lever, og det liv, der venter? Giv os en ordentlig løn og gode rammer, så fylder vi dem ud i fællesskab.
Nu snakker de resultatløn igen…
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.