Normalitet og afvigelse

Små børn gennemgår normalt en periode, hvor de konstant stiller spørgsmålet ”hvorfor det?”. Dette er i starten meget hyggeligt, og giver anledning til mange gode snakke. Med tiden kan det dog også blive lidt irriterende for forældrene, når der i en travl hverdag ikke er tid til at forklare alting. Perioden er dog vigtig, og er et genialt fænomen, fordi spørgsmålet åbner op for verdens sammenhænge.

Hvis man ikke af og til stiller spørgsmålet ”hvorfor det?”, er det umuligt at handle fornuftigt, forstået på den måde, at der er sammenhæng mellem mål og midler. Forleden dag spurgte min datter, hvad jeg arbejdede med. Jeg forsøgte efter bedste evne at forklare om udsatte unge, mit arbejde med undervisning og litteratur og andre specialpædagogiske tiltag. Min forklaring var enten dårlig eller kedelig, for jeg blev hurtigt afbrudt af det efterfølgende spørgsmål ”hvorfor det?”. Der kom jeg i vanskeligheder. Jeg føler mig fint i stand til at komme med mange gode grunde til at yde specialpædagogiske indsatser, men et egentlig dækkende svar på, hvorfor vi i vores samfund har valgt at indrette det system, vi har, er ikke så enkelt. Og det er egentlig et paradoks. Tænk, at have et arbejde, der ikke lader sig umiddelbart begrunde?

Et led i en kæde af svar må være anerkendelsen af nogle politiske valg. Det er folketinget, der har valgt at indrette samfundet således, at der er et normalpædagogisk og et specialpædagogisk system. Hvem, der hører til hvor, defineres i et samspil mellem lov og konsensus. Jeg er rødhåret, men det giver mig ikke ret til specialpædagogisk bistand. Mit fornavn, der var kedeligt at have i firserne, gør heller ikke, selvom det afgjort var et handicap i min ungdom. Jeg har dårlig stedsans, bruger briller og har en masse andre ”fejl og mangler”, men er stadigvæk henvist til de tilbud, krav og kontekster, gennemsnittet er. Derimod defineres andre ”fejl og mangler” som særligt problematiske, eksempelvis læsevanskeligheder, nogle diagnoser, afasi osv. Disse ”fejl og mangler” vurderer vi som så hæmmende for samfundsdeltagelse og livsindhold, at de må afhjælpes eller kompenseres. Mine fejl og mangler vurderes som mulige selv at kompensere for, og jeg må så undlade at blive pilot (dårligt syn) eller taxachauffør (dårlig stedsans). Man kan argumentere for og imod, hvad der bør og ikke bør høre til i henholdsvis normal eller specialsystemet, men vigtigst er det at erkende, at begreber som rigtigt eller forkert ikke hører hjemme i den diskussion. Valget kan aldrig være andet end et skøn i relation til en historisk-social kontekst.

Dette led i kæden af svar må altså være, at jeg arbejder med at hjælpe nogle mennesker, som nogle andre mennesker mener, har store problemer. Jeg gør det fordi jeg accepterer nogle fælles beslutninger, og vælger at modtage penge for at bidrage til implementeringen af dem. Idet bestemmelsen af specialpædagogiske behov som nævnt indeholder et element af vurdering, er jeg også med til at påvirke samfundets policy. Jeg er ikke bare udøver af praksis, men også med til at definere normalitet. Altså er jeg på flere måder viklet ind i systemet.

Fortsættelse følger….

Relelvant litt:

Andersen, Peter Østergaard, Ellegaard, Tomas & Muschinsky, Lars Jakob (red.) (2007): Klassisk og moderne pædagogisk teori. København: Hans Reitzels ForlagBruner, J. (1999) Mening i handling, Århus: Forlaget KlimDurkheim, Emil (2010): Sociology and Philosophy. RoutledgeMach-Zagel, Ruth & Nøhr, Kirsten (2007) Etiske dilemmaer i pædagogisk arbejde. København: Hans Reitzels Forlag.

http://www.briandegnmaartensson.dk