Noget er helt galt, når lærere skal forsvare deres kærlighed frem for deres faglighed

Det er svært at læse historien om den homoseksuelle lærer, der bliver kaldt “bøsse” og “beskidt” af elever, uden at blodet koger. Ikke bare af vrede – men af skam over, at vi i Danmark i 2025 stadig skal forsvare retten til at være sig selv. Det burde være indlysende, men lad mig slå det fast med syvtommersøm: Man har ret til sin seksuelle orientering i Danmark. Det står ikke til diskussion.

Danmark bygger på frihed, respekt og lige rettigheder for alle. Den slags homofobiske angreb fra elever er ikke bare respektløse. De er ulovlige. Straffelovens paragraf 266 b gør det strafbart at fremsætte offentlige ytringer, der truer, forhåner eller nedværdiger personer på baggrund af blandt andet seksuel orientering.

Det må være aktuelt at teste disse udtalelser på denne lovgivning. Derudover er Folkeskoleloven paragraf 1 krystalklar: Skolen skal fremme elevernes demokratiske dannelse, herunder respekt for andre.

Krænkelse af lærerens værdighed

Det er svært at finde noget, der i sin kerne er mere usmageligt og fjendtligt over for dansk kultur end unge mennesker, der håner deres lærer for at være homoseksuel. Det er ikke bare en krænkelse af lærerens værdighed – det er et angreb på det Danmark, vi burde være stolte af: Et Danmark med lighed for loven, med respekt for forskellighed, med plads til at være den, man er.

Hvis vi virkelig mener det alvorligt, når vi siger, at skolen er en demokratisk dannelsesinstitution, må vi også stå fast, når disse værdier bliver trådt under fode.

Derfor må og skal der gribes ind – konsekvent og tydeligt. Skolen har pligt til at sikre et trygt og inkluderende arbejdsmiljø. Når elever groft overskrider grænserne for adfærd og lovgivning, skal det have konsekvenser. Ikke bare pædagogiske samtaler og løftede pegefingre, men reelle sanktioner. I grove tilfælde må det føre til politianmeldelser, bortvisninger og underretning af forældre og myndigheder.

Samtidig må vi også styrke indsatsen for at forebygge den slags hændelser med oplysning, dialog og tydelig værdiformidling i klasselokalet. For respekt og rummelighed skal ikke kun sanktioneres frem, men de skal også læres.

Hvis vi ikke sætter foden ned nu, sender vi et klart signal: At det er i orden at mobbe og chikanere lærere, bare fordi de elsker anderledes. Det er det ikke. Det er aldrig i orden. Og vi må aldrig blive ligeglade.

Det er tid til, at vi - skoler, myndigheder, forældre og samfund - forsvarer vores lærere. De skal ikke stå alene, når kulturen presses tilbage til mørkere tider.

Vi skylder dem - og os selv - at sige tydeligt fra.