Noget at kæmpe for

Just hjemvendt fra generalforsamling i Roskilde Lærerfor­ening sidder jeg med en underlig smag i munden. Jeg er forundret og ærgerlig over, at 90 procent af mine kolleger fravalgte at bruge deres demokratiske rettigheder ved ikke at møde op på generalforsamlingen.

Nå ja, kunne man fristes til at sige, så går det hele vel meget godt. Men nej, det går ikke sær­ligt godt på rigtig mange skoler. I løbet af de fem år, jeg har været lærer, er poserne under folks øjne blevet større og sortere, sukkene blevet dybere og hyppigere, hverdagen er blevet endnu travlere og mere hektisk, og kravene synes uendelige og til tider uoverkommelige. Så kære kollega, hvor var du,

da der skulle vælges en ny kredsstyrelse, der skal være med til at skabe rammerne om dine arbejdsvilkår?

da der skulle have været debat om det forgangne års politiske arbejde?

hvorfor gjorde du ikke din stemme gyldig og fortalte om dine arbejdsvilkår, din dagligdagssituation?

Lige nu runger det hult, at vi som lærere skal opdrage til demokrati, når vi ikke engang selv vil/kan/ magter/orker/ønsker/(ind­sæt selv flere) at gøre brug af vores demokratiske rettigheder, der er da i den grad noget at kæmpe for.