Niveaudeling i engelsk: Hot eller not?

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om, hvordan jeg ofte oplever, at mine elever bruger rigtig meget energi på at tænke over, hvad andre tænker, hvis de laver sproglige fejl (læs mit indlæg her: https://www.folkeskolen.dk/606327/at-turde-eller-ikke-turde). Dette betyder, at de langtfra altid er helt trygge ved at skulle sige noget højt i klassen, det være sig oplæsning, fremlæggelse eller deltagelse i en klassesamtale. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at det er min største udfordring i faget. For hvordan hulan lærer man sine elever at tale engelsk, hvis man ikke kan få dem til at åbne munden i timerne?

Basic og Advanced

Jeg har af flere omgange arbejdet med niveaudeling i engelsk – både på min tidligere skole i form af deciderede linjefag med fagdage og på min nuværende skole i en årgangsklasse på 8. klassetrin. Jeg har altid brugt betegnelserne Basic og Advanced, og jeg er på nuværende tidspunkt den stolte engelsklærer på Basic-holdet med 15 elever, mens min kollega har 28 elever på Advanced-holdet.

Jeg tør godt sige højt, at vores mål med denne niveaudeling ikke har et fagfagligt udgangspunkt – i hvert fald er det ikke et af færdigheds- eller vidensmålene. Vores mål er nemlig ganske enkelt (!) at skabe et tryggere læringsmiljø for de svagere elever, således at de tør arbejde med deres frygt for at fejle. Og det virker!

Brug modet og selvtilliden i det normale rum

Som så meget andet kan niveaudeling ikke stå alene. Det må i hvert fald ikke betyde, at vi som lærere bruger det som en undskyldning for ikke at arbejde med at skabe det trygge, rummelige miljø, hvor alle elever – uanset niveau – kan lære side om side, og hvor en differentieret undervisning udfordrer den stærke såvel som den svage elev. Derfor er jeg på ingen måde fortaler for, at man skal niveaudele i engelsk i hele elevens skoletid, men i perioder eller fx som fagdage kan det give rigtig god mening. Det er min erfaring, at eleverne på Basic-holdet oplever en tryghed og en ro ved at være placeret i samme rum som andre, der har samme udfordringer med sproget. Det giver eleven en følelse af ikke at være alene, og samtidig kan det skabe det mod (og den selvtillid), som eleven har brug for til at turde åbne munden i undervisningen. Og det mod skal vi så som lærere tage fat i og bruge – sammen med eleven – til at turde i det normale rum, hvor man ikke kun er sammen med nogle på samme niveau.

Vi skal tage udgangspunkt i virkeligheden, og det som virker bedst for vores elever frem for en idealiseret virkelighed. Den vil alligevel kun gøre de stille elever endnu mere tilbageholdende og utrygge. Det har vi prøvet længe nok.