Nekrolog over den danske folkeskole

Det er med ægte, dybfølt sorg, jeg skriver disse linjer. En kulturinstitution er ved at afgå ved døden. En skole med en lang historie og med fornemme traditioner, hvad angår demokrati og medbestemmelse, er snart ikke mere. Altid formet og indrettet med udgangspunkt i de erfaringer, som brugerne, elever, forældre, lærere og skoleledere gjorde sig, rundet af den offentlige debat, ændret adskillige gange, altid med visioner og livsnerve og altid med det formål, som FOLKET kunne blive nogenlunde enige om.

Sådan skal det ikke længere være. Folkets skole tilhører ikke længere folket, fremtidens skole er blevet overtaget af STATEN. Skolen skal i fremtiden være en virksomhed, der udelukkende producerer fine testresultater, uagtet at resultater af en hvilken som helst test aldrig beviser andet, end testtagerens evne/held til at besvare netop den pågældende test. I folkets skole blev test betragtet som midler, der skulle tjene et højere mål, man diskuterede personlig udvikling, livsduelighed, samfundssind, ansvarsbevidsthed og evnen til at deltage i demokratiske processer. Nu har STATEN i al sin magt og bedrevidenhed enevældigt bestemt, at demokratiske forhandlingsprocesser vedrørende skolen kan tilsidesættes med skjulte dagsordner og dertilhørende drejebøger.

De erfaringer, lærere, pædagoger, skoleledere og forældre har, hører hjemme i et paradigme, der af staten betragtes som værende forældet. Det havde nemlig fokus på BARNET, på trivsel, den generelle og den personlige udvikling, socialisering og gode rammer som udgangspunkt for en læring, der ikke i sig selv var et mål, men et middel, underlagt det overordnede formål, altid med henblik på at sikre det ansvarsbevidste, gode liv i et demokratisk samfund.

Dette er alt sammen ubrugeligt og fuldstændigt irrelevant i fremtidens skole, der KUN fokuserer på LÆRING. Fremtidens skole skal være vidensbaseret, vel at mærke viden i en så simpel form, at den kan testes. ”Understøttende aktiviteter”, der ved en overfladisk betragtning kunne foranledige til at tro, at man fortsat bekymrede sig om barnets ve og vel, tjener i virkeligheden kun dette ene formål: at øge elevens viden med henblik på at opnå de bedst mulige testresultater. Al tale om det hele menneske, om barndom, om udvikling og trivsel må herefter forstumme.

Vi må vende blikket mod skolerne i totalitære regimer som Sovjetunionen og Kina eller terpeskoler som i Japan for at forestille os, hvordan barndommen skal forme sig for en stadigt mindre gruppe af danske børn, hvis forældre ikke har råd til at sende dem i privatskoler.

Hvorfor?

Danmark er blevet et samfund, der vender den tunge ende mod alderdommen. Den generation, der fik lov til at udforske og udfordre både i barneskolen og på de videregående uddannelser, ofte endda flere af dem, den generation, der gjorde oprør mod konformitet og autoritære grænser for den enkeltes udfoldelse, har nået pensionsalderen. Den største ungdomsgeneration nogensinde er blevet den største alderdomsgeneration nogensinde og er stadig den dyreste generation for samfundet nogensinde. Fremtidens lille ungdomsgeneration må se det som sin opgave at blive arbejdsdygtig så hurtigt som muligt, så der kan genereres skattekroner til forsørgelse af den store ældregeneration. Der skal med andre ord hurtigt, effektivt og fremfor alt billigt produceres VIDEN i den forståelse, at gennemsnitligt gode testresultater garanterer effektiv arbejdskraft.

De faktiske forhold ignoreres: at mængden af elever i en klasse er omvendt proportional med den tid, læreren kan tilgodese den enkelte elev med; at elever, der tidligere fik særligt tilrettelagt undervisning i specialtilbud med få elever, nu kommer til at tage en uforholdsmæssig stor del af tiden i almindelige skoleklasser; at lærerne tvinges til at forberede sig mindre og i direkte forlængelse af endnu flere undervisningstimer i disse overfyldte klasser, i fysiske rammer man andre steder i erhvervslivet ikke ville godkende; fordybelse og research henvises til plenumforberedelse.

Lærere skal nu lære at holde fri, når de forlader skolen, og hjertet skal de lade blive hjemme. Lærere skal fremfor alt ikke have indflydelse, hverken på arbejdsvilkårene eller trivslen, hvad enten det gælder eleverne eller dem selv. De skal glemme alt, hvad de har lært om læring som en kompliceret proces, der forudsætter langt mere end de golde, præcise læringsmål, og omfatter aktiviteter, der for den uprofessionelle ligner spild af tid, men reelt træner neurologiske, sproglige, motoriske og andre forudsætninger for indlæring. En enorm indsigt, der vil gå tabt, når lærere med hjerter, der banker for folkeskolen, erstattes med rigidt topstyrede læringsmaskiner.

Den danske folkeskole er døende. Kun teknokraterne på Christiansborg har ejerskab til fremtidens skole. Folket er blevet frataget indflydelse, børnene er blevet frataget fremtiden.

Det er med sorg og i magtesløshed, jeg ser, en kulturinstitution i verdensklasse forbløde for uvidende teknokraters hånd. Det har taget flere hundrede år at bygge den op. Om lidt er den væk.