Natur/teknik er noget makværk

Spørgsmålet er, hvad der er sørgeligst: Den overoptimistiske, blåøjede naivitet, der har ophøjet natur/teknik i folkeskolen til tryllemidlet, der skulle bibringe kommende generationer en glubende appetit på den i tiden så skrantende interesse for naturvidenskab. Eller skuffelsen nu, hvor det viser sig, at appetitten ikke har indfundet sig. Optimismen kunne man have sparet sig, hvis man i tide havde erkendt, at natur/ teknik slet ikke er et fag, men tværtimod noget tværfagligt, der blot ikke har noget at gå på tværs af. Lidt hist og lidt pist garneret med et utal spektakulære opvisninger af festfyrværkeriagtige, helst chokagtige scenarier for at tænde interessen ved at overlejre manglen på den seriøsitet, der er betinget af, at faget er struktureret i en systematisk sammenhængende vidensopbygning. Og netop manglen på seriøsitet afstedkommer den mangel på fagautoritet, der i hvert fald i nogen grad burde gøre afhængigheden af en glubende, men altså manglende elevinteresse overflødig. For selvfølgelig burde man kunne, som man før har kunnet, undervise vellykket i et fag uden altid at være afhængig af den lunefulde elev-interesse, nemlig hvis faget er opbygget, om man så må sige, strengt fagligt, uden altid at være låst fast til en paralleldragning til elevernes dagligdag blot for hele tiden at kunne tilgodese det motivationspædagogiske. Natur/teknik er dertil en skifting aflagt af det store, firhovede udelthedsdyr i Åbenbaringen. Bare det, at natur/teknik går på tværs og dermed fremstår demonstrativt antifagafgrænset, tjener alene til at bane vejen for tværfaglighedens sejr over fagligheden. Og så begræder man altså nu, at den slags makværk ikke formår at sætte sig spor i et stormløb på naturvidenskabelige studier. Og langt fra sagens beklagelige kerne fabler man om manglende lærerkvalifikationer og efteruddannelsesmuligheder. Jo, det er faktisk meget sørgeligt.