Nationale tæsk

Så er vi ved at være igennem den årlige rituelle afklapsning af folkeskolens svageste elever som vedtaget af Folketinget. Over et par måneder er i alt præcis 35 procent af alle folkeskolens elever ned til otte år blevet sendt hjem med besked om, at de er vejet og fundet for lette. Sådan, med ministerielt stempel, kort og kontant, på skrift lige op i deres åbne ansigt uden nogen form for smålig skelen til deres personlige situation eller eventuelle formildende omstændigheder endsige pædagogiske hensyn. Og der skal være gråd og tænders gnidsel i hundrede tusinde små hjem, når far skælder ud, og mor tuder, mens det formastelige, sønderknuste afkom sidder med nedslået blik og bander skolen og al dens væsen langt væk.

Her går vi lærere hver dag og kæmper, ofte mod hårde odds, med næb og kløer for at vinde disse børns tillid, inkludere dem og bygge dem op til selvberoende medborgere; til at tro på, at også de kan blive dygtige og få så meget mod på og lyst til at lære, at de ikke længere skal sidde som små, hårde knuder i klassen, men kan åbne sig og tage fra i undervisningen. Vi kæmper for, at de skal turde sætte sig store mål i livet. Og så sparker vi benene væk under dem. Med vilje.

At det er sådan, de mest sårbare børn oplever det, ved enhver lærer, der har set dem dybt i øjnene, mens han gør sin sure pligt og videreekspederer systemets kliniske redegørelser for testresultaterne. De, der ikke har erfaret det selv, kan bare læse Clearinghouse-rapporten fra 2009 om effekten af centrale test på elevernes læring. Men de statistikere, psykometrikere, politikere og andet skolefremmed godtfolk, der står bag denne massakre på folkeskolens dyrebareste værdier, ænser det ikke.