Når mobningen bliver digital

Jeg har prøvet flere gange at min mikrofon pludselig er slukket. Jeg har overhørt navne blive nævnt med en grim undertone. Og der er nogen, der ikke er inkluderet i fællesskabet, selvom de deltager i det samme digitale møde. Man regner ikke med dem. Klassedynamikken er under stærkt pres. Der arbejdes hårdt på at skabe mening og rum for den enkelte. Men det er ikke alle, der lykkes med mission ”At gå i skole online”. Taletiden er ikke ligeligt delt, og nogen får aldrig opmærksomheden, for de er gået i usynlighedstilstand. De har ikke en plads i den nye klassestruktur. De eksisterer ikke mere i klassen.

Det er ikke let at navigere i det online klasseværelse for læreren. Det er svært at inkludere en hel klasse, selvom man anvender alverdens smarte teknologiske muligheder. For der er nogen, der ikke er plads til i den parallelverden som online undervisning også er. Undervisningen bærer præg af, at nu er der hul igennem til en elev, så må vi hellere spørge noget mere. De andre stempler ud og vænner sig til gentagelserne af spørgsmål og fakta. Der spørges igen ud i det fælles online rum, og de samme elever melder ind med svar. Gentagelse på gentagelse. Indtil at læreren bliver slukket.

Mobningen er blevet digital. Den ekskluderer elever af sociale eller faglige årsager. Den rammer hårdt og intet er lettere end at melde sig ud af den digitale undervisning, når rummet ikke inkluderer. Når bemærkninger fra klassekammeraterne kan misforstås, fordi vi ikke ser hinanden. Når ironien sendes ud i det i det digitale rum, og man ikke er parat til at modtage eller slet ikke kan forstå den ansigtsløse ironiske kommunikation.

Det kræver en del tålmodighed for eleverne at sidde i sengen og gå i skole.