Når mange aktører mødes omkring et barn med skolevægring, er kommunikation begge veje afgørende

Gennem min tid som klasselærer har jeg mødt mange instanser, der i et samarbejde om et barn har indgået i et netværk af professionelle i et forsøg på at løfte en fokuseret indsats.

Disse sammenhænge har været mange, og det samme har udfordringerne, vi har stået overfor. Uanset hvor mange aktører, der er i spil, er kravet til kommunikation stort. Derfor bliver hele øvelsen også endnu mere kompleks, når antallet på folk omkring barnet stiger.

Og det sker særligt ved skolevægring.

Udfordringer på stedet er vi gode til at tage os af, men når barnet ikke længere møder ind, bliver vi ofte mere handlingslammet, og så sætter systemet hårdt ind.

I en sag som føromtalte kan der indgå alt fra kontaktpersoner og UU-vejledere til sagsbehandlere og psykologer. Dette er endda blot et mindre udvalg i en stor værktøjskasse fyldt med grej.

Kommunikation begge veje er altafgørende

Når så mange instanser mødes om et barn og et sæt forældre, så er kravene til kommunikation enorm. Skal vi lykkes med projektet, skal vi bruge hinanden, således at netværket styrkes ved fælles indsats.

De gange, hvor jeg har været med til en kompetent proces, er der, hvor alle parter indgår i et kommunikativt samarbejde begge veje.

Jeg har bestemt også prøvet det modsatte, hvor andre aktører gerne vil modtage info fra skolen, men ikke selv får returneret noget vedr. deres arbejde. I de tilfælde er det min opfattelse, at vi bremser os selv.

Selv de mindste vinkler vi forskellige spillere oplever omkring barnet kan være af største vigtighed for at åbne en ellers låst situation. Vi er bare alle dybt afhængige af, at den information når frem.

Igen stiller det store krav til mængden af kommunikation, og så melder den gamle sang om manglende tid sig ofte. Det er bestemt også et issue, men de forskellige parter må være bevidste om, at situationen næppe ændrer sig, hvis det at tale sammen bliver syltet.

For barnets skyld skal der prioriteres fra alle vinkler, og når vi står med en udfordring som skolevægring er tålmodighed en dyd. Aktørerne omkring må og skal finde sammen i en fælles indsats, der går begge veje, så indsatsen bliver fokuseret.

Uden samspil får vi ikke de børn, der er havnet i en ulykkelig situation, tilbage i gode sociale sammenhænge.