Det er underlige meldinger der kommer fra magten, eksperterne, kommissionerne og økonomerne. Det lyder som om det er fornuftigt at folketingspolitikere har ret til en stor fed pension som 60-årige? Det lyder som om samfundet bryder sammen, hvis ikke de fleste af os bliver ved ind i 70’erne? Det er oftest udsagn fra stillesiddende papirnussere, som får lov at stå tilbage, men meget få af dem, der udfører arbejde der slider, drømmer sig i job som 65+ Faktisk hører jeg ikke faggrupper blandt industrien, omsorg eller andre med fysiske eller psykiske belastninger i arbejdet, som ønsker deres arbejdsliv forlænget – det ønske kommer fra ‘de beskyttede værksteder’ på Christiansborg og de liberale tænketanke.
Men det vil Mette Frederiksen forandre?
For tiden har børnenes statsminister taget Arne som 'plejebarn'. Stakkels Arne, som aldrig får tur, men kun får underlige luftige udsigter til at få forhøjet sin pensionsalder, men får trukket lidt fra i forhøjelsen, hvis han slider sig halvt ihjel. Det er et fattigt samfund, som tillader den slags udbytning af de svageste.
Løsningen på at forøge arbejdsudbuddet (newspeak for at holde folk i arbejdet længere) er nu at afsøge fleksible løsninger, som gør det muligt at arbejde lidt flere år, mod en økonomisk gevinst som gulerod. Det bør skurre i ALLE læreres ører!
Vi havde en ordning før 2013, hvor lærere som arbejdede efter at de fyldte 60 år, fik reduceret arbejdskravene med 175 timer om året, men stadig fik fuld løn. Således blev det muligt at skåne sig selv, men fortsætte nogle år endnu i folkeskolen, hvor den viden og erfaring et langt lærerliv havde givet, fortsat kunne sættes i spil. Vores ordning betød, at guldet ikke lå for enden af regnbuen i form af en bonus for at arbejde videre, men at den indregnedes i årsværket som en del af lønpakken i slutningen af arbejdslivet. Man arbejdede knapt så meget som yngre kollegaer, men fik samme løn. I andre brancher stiger man i løn med sin anciennitet, men her blev en stigning omregnet til fritid i stedet for lønforhøjelse. Det virkede. Det var attraktivt at blive som lærer! Mange så frem mod at fylde 60, og dermed få retten til reduktionen og den frihed der kunne sparke ny energi i tanken. Måske endda genkickstarte en lærer eller to?
Hvad skete der med den ordning?
Den stjal børnenes statsminister, Arnes beskytter i 2013, da hun var beskæftigelsesminister. Med L409 bortfaldt ordningen kendt som “aldersreduktion” fra lærernes overenskomt, uagtet at ordningen var opnået gennem løntilbageholdenhed i tidligere overenskomster. Den blev ikke kompenseret ved indgrebet, bare annulleret ved lov – af en socialdemokrat?
Derfor er det også klart, at man ikke ved kommende overenskomster kan undgå at rejse kravet om at aflevere det stjålne med en ordentligt undskyldning! (undskyldningen får vi nok ikke, men får vi aldersreduktionen igen, er meget nået). Især nu hvor statsministeren har sat tidlig tilbagetrækning, højere pensionsalder, fleksible løsninger og de udfordringer det giver på dagsordenen, vil det være svagt af vores forhandlere ikke at bringe den problemstilling ind i forhandlingerne som et krav om pænt at aflevere tilbage.
Når jeg bli’r gammel – yeah!
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.