Når hver en tone gælder

COVID-19 trækker sine lange spor. Det har været nødvendigt at hugge de mentale bremser i for ikke at miste forstanden. Med for megen tid på hænderne til både eftertænksomhed og introspektion er det kærkomment med et lille musikalsk afbræk. Her er estiske Arvo Pärt (*1935) et oplagt bud: En drømmende, næsten surreal, tilstand, hvor det mere er bevægelse end egentlig komposition, der driver værket. Det lyder ikke af meget, men det er det.

Krusninger på overfladen

Havet ligger stille hen. Alligevel sker der noget. Noget næsten lydløst. Dynamikken ligger i den forsigtige ende af støjspekteret, men tag ikke fejl. Det skærer måske ikke i øret, men det går dybt ind i hjertet. Der er skarpslebne konturer af en svunden tid med afsæt i renaissancemusikken, men alligevel er den helt sin egen. Arvo Pärt er nem at afskrive som simpel og banal, men så har man nok ikke fanget pointen.

I børnehøjde

I skolen har Arvo Pärts musik for mig haft sin helt særlige plads. Sjældent som decideret undervisningsmateriale men som lydtapet. Lydtapet der på en underfundig måde påvirker resten af rummet. Pärt har en nærmest uhørt evne til at lyde velkendt, da han spiller på noget universelt og genkendeligt. Ikke som i kopi, men som en rejse til alle de steder, vi endnu ikke har været, men hvor vi ville ønske, vi kunne nå hen. Det er det, der gør hans musik så uimodståelig. Som ordsproget: En fremmed er en ven, man endnu ikke har mødt. Musikken taler herfra for sig selv.

https://youtu.be/laAX9–7GiI