I fredags stod jeg i et boligvarehus, og skulle have min adresse og mit telefonnummer indtastet i en faktura. Dankortet lynede i en sådan grad, at man ikke kunne kende forskel på det, og så al den julepynt hele lokalet var belæsset med, og som snurrede rundt i blinkende fart mens julens værste sang 'Last x-mas' kørte i loop i varehusets mange højtalere.
Jeg kunne godt mærke, at vi var på vej ind i juleforberedelsernes sidste dyre fase. Umærkeligt var vi pludselig kommet op på den store klinge. Mine håndflader blev klamme og grebet blev ekstra hårdt om det lille stykke plastic med den store betydning. Bølger af tanker om julens kommercielle helvede og den afgrundsdybe afstand, der er til julens egentlige budskab, fik mit humør til at nærme sig humøret hos hovedpersonen i en berømt Dickens-roman.
Alt dette kunne den arme og iøvrigt ganske søde ekspedient naturligvis ikke vide, da hun intetanende bad om mit telefonnummer, så hun bare kunne søge mit navn og min adresse automatisk. Den manøvre overrumplede mig i mine tankestrømme, og lettere forvirret fremstammede jeg nummeret, som hun pligtskyldigt skulle til at indtaste, da min årvågne datter udbrød
- 'far det er da ikke det rigtige nummer'.
Det havde hun ret i. Ekspedienten sagde så for at være lidt sjov, at vi jo kunne taste det forkerte nummer ind for at se, hvem det så var. Nysgerrigt sagde mit barn.
- 'hvemses er nummeret så?'.
Da blev jeg brutalt hevet ud af mit Dickenseske mareridt, men bare for at havne midt i et virkeligt: 'min datter taler ikke rent!!!'. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Mine hårdtprøvede øren spillede mig ikke bare et puds. Ordene var vitterlig kommet ud af hendes søde mund.
Lyden af bjælder tav, kasseapparaterne stod stille. Alle stod stille. Ord som netop var på vej fra den ene til den anden hang halvvejs og gispede efter luft. Et dirrende intenst øjeblik som afhang hele julen af, hvad der nu ville ske. Selv George Michael undlod - formodentligt meget mod hans vilje - at synge videre! Et lille barn begyndte at græde, hvorefter moderen hurtigt og rutineret holdt hånden for barnets mund. Et lufttomt sekund der føltes som et minut.
Så trådte jeg endelig i karakter og sagde med myndig og faderlig stemme
- 'sådan hedder det ikke! Det hedder ikke 'hvemses er det? Det ved du godt''.
Pyha...jeg havde det, som jeg havde reddet hele julen. Alle små børn ville takke mig. Julemanden ville komme med en ekstra stor gave. Endelig skulle det blive jul i den gamle købmandsgård. Krige ville stoppe, og indlandsisen ville uforklarligt igen begynde at fryse til.
Men idyllen og følelsen af lykke blev sønderskudt og efterladt som et bombekrater blot 4-5 sekunder senere. Den gik i spin og crashede hårdt ned mod den stenfrosne klippegrund, da ekspedienten storsmilende brød ind, og efterfølgende følte sig kaldet til at sige følgende til min forsvarsløse datter:
- 'Det er fuldstændigt rigtigt. Din far har helt ret. Det hedder ikke 'hvemses er det?'. Det hedder da 'hvisses er det?'
Lamslået og tavs betalte jeg bare møblet og traskede desillusioneret ud af forretningen, mens alt gik igang igen som i et tivoli, der havde fået nye batterier. Det var som at kæmpe mod møllerne, eller som at stikke en finger i diget for bare at opdage et nyt hul længere henne. Modløs gik jeg hjem, trækkende min datter forbi de oplyste vinduer, hun ellers elskede at stå og kigge på.
Frelsens Hær sang på gadehjørnet, og jeg....ville jeg overhovedet nå hjem til jul?
Når han hjem til jul?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.