Når forberedelse beriger forberederen

I disse dage er jeg på min årlige bornholmertur, hvor de bornholmske skoler kan få besøg af mig med foredrag (for alle klassetrin) om dansk børne-, ungdoms- og kanonlitteratur (om forfatterskaber efter eget valg).

De fleste af mulighederne har jeg været igennem ofte, men det kræver alligevel en forberedelsestid til genopfriskning af det kendte stof, som skal opdateres og gentænkes i ny kontekst . Men det sker også, at der kræves noget særligt, hvor der er brug for en øget forberedelse, som så også viser sig at være en faglig og personlig berigelse.

Jeg skulle som vanligt besøge Christiansø Skole, som er noget helt særligt. Men dertil kom, at Friskolen Østerlars havde coronaerstattet en lejrskole med besøg på forskellige lokaliteter i nærområdet, Bornholm. Blandt andet var de på Christiansø. Jeg plejer hos dem at fortælle om et forfatterskab, der refererer til deres årlige lejrskoledestination. Og nu ville de gerne, at jeg refererede til Christiansø.

Det kunne være Tage Voss, som nåede at "forlade øen, før den forlod ham", men det var nok alligevel for fjernt. Og så havde jeg kun en anden liggende helt fremme i hukommelsen: Sigrid Rose Jensen, elev på Christiansø Skole, som for godt et år siden skrev en bog, Christiansø – langt ud på havet, om at være barn på øen, fordi hun var træt af alle de uforstandige spørgsmål, som folk stillede til hende som en af øens børneguider.

Så jeg gik på jagt og faldt ikke uventet over dr. Dampe, som sad fængslet i 15 år på øen efter en kritik af enevældskongen og knægtelsen af borgernes frihed. Hans egen beretning fra 1858 var for sprogligt barrierefyldt. Faglitteraturen var ikke mit ærinde, selv om Preben Harris har skrevet en fin biografi, Det største politiske mord. Niels Brunses skuespil Dr. dampe. En demokrat i lænker forekom mig heller ikke at være et pletskue til formålet. Og så faldt jeg over to skønlitterære værker, som jeg ikke havde haft øje for tidligere: Iselin C. Hermanns Dampe og Annemette Sørensens historiske børnebog Fangen på Djævleøen. Jeg fik dem læst og valgte så at præsentere eleverne, der imens sad under træerne i Christianøs Kongens Have og spiste, for Annemette Sørensens roman.

I 2009, da den udkom, undlod jeg nok at læse den, for den fik en noget forbeholden anmeldelse i Politiken. Men jeg blev grebet af den, selv om den ikke er verdenslitteratur, så dog elementært spændende og oplysende om både levevilkår, menneskesyn og politiske understrømme i tiden i midterste trediedel af 1800-tallet. Illustrationen til denne blog forestiller en kopi af den hule sten, som Dr. Dampes brugte til at smugle breve i, når han ved en piges hjælp (bogens hovedperson) holdt kontakt med omverdenen, blandt andet om sine flugtforsøg.

Da jeg fortalte om passager i bogen, spurgte nogle af eleverne, om det var virkeligt. Og det eneste svar, jeg kunne give dem, var, at det var virkeligere end virkeligheden. Derfor er denne bog en god roman til læsere fra 11 år og opefter: Den giver dem lyst til at forstå!

Kort kom jeg også ind på Iselin C. Hermanns Dampe, som er en særegen fortælling om en lærer, der "flygter" til Christiansø efter at have haft et forhold til en gift kvinde. På øen gentager historien sig, og han får Dr. Dampe med på gengangerslæb som en usynlig og påtrængende samtalepartner. Denne bogs forfatter har ganske givet læst Martin A. Hansens Løgneren, men lader her en forfulgt frihedsfortalers ånd være refleksionspartner.

For mig viser opdagelsen og læsningen af de to bøger, at det kræver forberedelsestid, hvis man bliver mødt af udfordringer, der giver mening. Og man kan kun honorere disse ved at forberede sig, så de forsøg på svar, man når frem til, også giver mening.

Elevernes reaktioner tydede på at det ikke var helt ved siden af. "Er det virkeligt?" "Ja, det er virkeligere end virkeligheden!"