Når en interessant klassesamtale opstår tilfældigt – hvad gør man så?

Dette lille indblik foregår i en 2. klasse, hvor læreren har planlagt, at eleverne skal træne og udvikle deres sans for sandsynligheder.

Til denne aktivitet har han medbragt en stor 20-sidet terning. Hans plan er at kaste terningen og for hver kast spørge eleverne, om de tror, at næste kast vil give et henholdsvis større eller mindre tal. De skal markere ved håndsoprækning, hvor mange der tror det ene og hvor mange det andet.

Inden han starter selve kastningen, holder han den 20-sidede terning op, så alle kan se den, hvorefter han spørger:

Hvor mange sider er der på denne terning?

En elev svarer: Otte

Andre elever siger lidt spredt, nej, der er da 20 sider.

Lærerens reaktion

Læreren spørger eleven, hvorfor han tror, der er otte sider på terningen, og eleven svarer:

Jeg kan kun se otte sider, hvor skulle jeg så vide fra, at der er 20?

Her begynder det at blive at interessant. Vi lever, bevæger os og sanser i et tredimensionelt rum, hvor vi hele tiden opfatter - gennem sanserne - hvad der er og sker omkring os. Men det er bearbejdningen i hjernen, der hjælper os til at afgøre, hvad vi sanser og hvordan vi reagerer. Descartes skrev: Jeg tænker, altså er jeg. Merleau-Ponty er kendt for sin fremhævelse af kroppens betydning for erkendelse. Den diskussion, der opstod af de forskellige syn på erkendelse, er stadig i gang.

En lignende opgave i de nationale test viste et billede af en 6-sidet terning. Her kunne man kun se tre sider, og spørgsmålet lød: Hvor mange hjørner har terningen? En del elever skrev 7, fordi det jo var så mange, de kunne se. Men det blev vurderet som en fejl.

Jeg tænker, altså fejler jeg

Dette er titlen på en artiklen, der handler om at fejle og minimere sine fejl. Vi ved, at det er menneskeligt at fejle, men samtidig er vores hjerner kodet til forudsige og skabe forventninger på baggrund af erfaringer og hukommelse (Predictive coding). Hjernen er også programmeret til at minimere sine fejl (Prediction error minimization), fordi fejltagelser lægger beslag på meget energi. Umiddelbart er det jo ikke forkert, at svare 8 sider, når det er, hvad eleven ser, men svaret vidner om, at hun ikke har undersøgt sagen nærmere. For det er sådan, vi minimerer fejl. Vi må undersøge sagen nærmere. Allan Schönfeldt skrev en gang, at hvis eleven skulle bruge mere end fem minutter til at finde et svar på en matematikopgave, så opgav de ofte. Men det kan jo godt tage længere tid at undersøge noget. Og lærerens spørgsmål er så afgørende for om det sker.

Tilbage til oprindelige plan

Lærerens spørgsmål bevirkede, at klassen fik en snak om, hvad man kunne se, og hvad man kunne vide. Det var en berigelse for alle.

Herefter forløb resten af undervisningen efter planen med alle de ting, man ikke kan forudse, men som man alligevel kan forberede sig på ved at øve sig i at stille gode spørgsmål.