Når eleven bliver valgt fra til prøven

Foto: Xavi - Flickr

Når vi år efter år kommer på den anden side af jul, melder der sig som regel en diskussion vedr., hvilke elever der skal til prøve. De mest udfordrede elever bliver vendt, og det bølger frem og tilbage, hvorvidt de skal til prøve eller ej. Jeg har gennem min lærerkarriere i forskellige special regi ofte følt, at når vi skulle have disse diskussioner, så handlede det både om at skåne eleven samt læreren for oplevelsen.

Diskussionen havner ofte i det felt, hvor man med en fagligt udfordret elev bliver ramt af en trang til at sparre denne for prøve-oplevelsen. Men hvem er det i virkeligheden, man passer på?

”Det er synd for eleven”!

Men efter min mening skaber vi blot et endnu større nederlag hos eleven, end det vedkommende nogensinde ville kunne møde ved det grønne bord eller i hallen sammen med de andre. For hvad ender det med at betyde for et menneske, end ikke at få lov at prøve? At blive frataget sit forsøg er vel det største nederlag af de to, for vel kan man komme ud med et skidt resultat, men man var dog givet den tillid, at det var et forsøg værd.

Det handler også om, at vi som lærere afstemmer med vores elever, hvad der skal ske. Jeg har tidligere stået med elever, der havde umådeligt store vanskeligheder, og vi afstemte klart og tydeligt, hvor eleven havde sine ressourcer i forsøget på at nå et 02 i gennemsnit.

Jeg tager altid en samtale med mine elever omkring, hvor de ligger inden prøverne. Om man så ligger på 00 inden, så mener jeg klart, at man skal have muligheden for at gå op - hvis vedkommende selv er klar naturligvis.

At stjæle forsøget fra de unge mennesker er en misforstået hensyntagen, som i sidste ende skader eleven mere end, den gavner!