Når DLF inddrager elever som et moralsk argument for et undervisningsloft, bliver det tragikomisk

Når jeg læser Mads Lerche Møllers indlæg i Folkeskolen den 17. august, undres jeg endnu engang over DLF’s yderst selektive solidariske praksis. 

Indlægget udtrykker en begrundet bekymring om, at hvis et loft på undervisningstimer ikke bliver centralt besluttet, vil det resultere i ulighed i folkeskolen.

Nogle lærere får ordentlig tid til at løse læreropgaven. Andre gør ikke. Dermed bliver forskelle i lærernes arbejdsvilkår i sidste ende også til kvalitative forskelle i elevernes undervisning. Derfor ønsker DLF en national ramme for undervisningsloftet. Så langt, så godt.

DLF praktiserer selv en ”Michael Ziegler”

Formanden for KL's Løn- og Personaleudvalg, Michael Ziegler, citeres i indlægget for at afvise tanken om et undervisningsloft:

”Det er en dårlig idé”, har han sagt, og han har understreget, at ”det skal være op til den enkelte skole, hvor meget deres lærere skal undervise”.

Mads Lerche Møller problematiserer med rette konsekvensen af den udtalelse, da det for lærerne vil resultere i vidt forskellige rammer for arbejdsopgaven på den ene side og lønnen på den anden.

Jeg er enig i betragtningen, for præcis den samme mekanisme rammer allerede mange ikke-læreruddannede. Når arbejdsopgavernes omfang fastlægges lokalt, kan læreruddannede og ikke-læreruddannede løfte de samme opgaver og det samme ansvar, uden at det afspejles tilsvarende i lønnen.

Mads Lerche Møllers ulighedsargument handler netop om, at grundlæggende arbejdsvilkår ikke bør afhænge af den enkelte skoleleders dispositioner.

I en artikel bragt i Folkeskolen tidligere i år efterspurgte jeg mere konkrete og faste rammer for de opgaver, som en ikke-læreruddannet skal udføre, så der er en bedre balance mellem løn, ansvar og arbejdsopgaver.

En sådan afgrænsning ville både legitimere forskellige lønvilkår gennem reelt forskellige jobfunktioner og beskytte mine læreruddannede kollegers professionelle integritet, fordi det dermed i praksis ville kræve en læreruddannelse at varetage den fulde lærerfunktion.

Den tanke blev skudt til højre af DLF’s næstformand, Niels Jørgen Jensen:

”Det er skolelederen, som lokalt vurderer den enkelte ansattes kompetencer, og hvilke opgaver de kan udføre,” sagde han i artiklen.

Hermed opstår der en modsigelse i det solidariske argument for centrale og bindende rammeaftaler. Når det skaber ulighed i arbejdsvilkår for læreruddannede, er decentrale aftaler et problem. Når det gælder ensartede vilkår for ikke-læreruddannede, som sikrer en retfærdig balance mellem arbejdsopgaver, ansvar og løn, er det noget, som skal besluttes lokalt.

Hermed lavede Niels Jørgen Jensen selv en Michael Ziegler, eller er det Michael Ziegler, der laver en Niels Jørgen Jensen?

Tragikomisk argument

Når Mads Lerche Møller som repræsentant for DLF inddrager danske folkeskoleelever som et moralsk argument for et nationalt loft for lærernes undervisningstimer, bliver det tragikomisk.

I en periode på næsten to årtier har vi i stigende grad hørt mantraet om, hvor forfærdeligt det er, at omkring 20 procent af lærerne mangler en læreruddannelse. I perioden har DLF indgået overenskomster og lokalaftaler, som ikke har gjort det videre motiverende for ikke-læreruddannede at tage en meritlæreruddannelse. Her kunne vi også godt bruge en national ramme for tid og betalt uddannelse.

Samtidig med at brugen af vikarer er steget, har DLF fastholdt en tilgang til ikke-læreruddannede, som gør det vanskeligt at se en langsigtet fremtid i folkeskolen for andre fagligt kvalificerede undervisere.

Hvis skolerne under alle omstændigheder må rekruttere uden for gruppen af læreruddannede, hvorfor har man så ikke arbejdet langt mere målrettet på at tiltrække, fastholde og uddanne de bedst kvalificerede blandt dem? Den tilgang har desværre bidraget til en folkeskole, der ikke i tilstrækkelig grad kan tilbyde den kontinuitet og faglige stabilitet, som eleverne har brug for.

Hvis hensynet til folkeskolens elever er det vigtigste, burde DLF for længst have gjort sit til at tiltrække, fastholde og udvikle lærertalent uanset uddannelsesbaggrund. Derfor klinger det patostunge elevargument hult.