Når den personlige forældrebesked udfordrer

Foto: Pixabay.com

Jeg har rigtig mange gode samtaler med mine elevers forældre. Kommunikationen foregår ofte gennem skolens intra, men i nogle tilfælde kan der opstå udfordrende situationer, som kræver enten et opkald eller et personligt møde.

Når opkaldene eller samtalerne er af sådan karakter, at der skal berettes om meget personlige ting om barnet, kan jeg i visse tilfælde blive udfordret som lærer. Udfordringen bunder mest i, at jeg ikke altid føler mig rustet til disse svære samtaler. Hvordan får jeg præsenteret det, jeg gerne vil på en sådan måde, at intet bliver misforstået, og jeg samtidig får leveret professionelt. At kunne balancere på den knivsæg, hvor hensynet til de involveredes følelser samt den nødvendige overlevering vipper, er umådeligt svært. Det kræver flere overvejelser inden et opkald.

Mangler redskaber

Selv efter 15 år som lærer udfordrer de svære samtaler mig. Ingen af samtalerne er ens, så selvfølgelig lærer jeg noget hver gang – alligevel er det ikke let at fortælle personlige ting om et barn overfor dem, som selvfølgelig finder barnet allermest værdifuldt.

Det er en sårbar situation, som skal tackles på den rigtige måde – en måde som jeg ikke altid føler mig klædt ordentligt på til.

På seminariet erindrer jeg ikke, at vi blev klædt på til forældrearbejde. Flere steder på folkeskolens kommentarfelter har jeg tidligere set opråb om dette.

Er vi ikke nødt til at tænke forældresamarbejde, samtale-teknikker samt særlig sensibel kommunikation mere ind i læreruddannelsen?

At have god kontakt med hjemmet er en byggesten i relationen til eleven, og mestrer jeg at kommunikere de svære ting konstruktivt videre, så har jeg ubegrænsede muligheder for at lykkes med at komme videre fra udfordrende stunder i mine elevers skoleliv.