Nå, da da

Nå, da da. Hvem sagde nå? Det gjorde formanden i et svar til mig, fordi jeg fandt det lidt fornøjeligt, at han fint, føjeligt og bøjeligt gav en politisk omfavnelse til ligesindede i et politikersmidigt svar, som forener radikal skolepolitik og skoledirektørs ditto med foreningens fremtidsorientering. Et kærligt trekantsdrama udløste et nå, måske også fordi formand tilpasser sig aktuel jargon, hvor det er tilstrækkeligt at sige nå til en række registrerede hændelser for at bevise, hvor meget ovenpå man selv er. Hvem sagde nå? Faktisk kan det ikke tilrådes formanden, hvis denne forfalder til, at politisk bevidste henvendelser ikke udløser politiske svar, men gør formanden personlig. Jeg lover en dusør i form af en køretur i min Citroën 1991 med 512.000 kilometer bag sig, hvis nogen kan finde bare ét eksempel på, at jeg igennem fem års bidrag til debatsiderne har anvendt formen du. Indlæggene er skrevet i tredje person. Skriftsprogets passive form sørger for at holde stien ren i forhold til, at det gælder sagen, embedet, bolden og ikke manden, kvinden. Det må indrømmes, at det stadig er muligt at komme med perfide udfald, der også har personlig snert, men jeg foretrækker den frem for kære Torben, du ved da godt ... Eller Anders, du bliver altså nødt til at ... Faktisk bliver jeg ikke på fornavn med nogen, før jeg har mødt dem og har afgjort, om jeg ønsker at være det, Anders. Selvfølgelig har jeg ikke beskæftiget mig med fremtidens skole på det politiske plan og deltaget i programudformning og storslået ideudformning på slagordsplan, men jeg betragter min indsats her i bladet som en lang henvendelse til offentligheden i anledning af en skolelov, der på flere områder har haft vanskelighed med at indfri de visioner, som loven også indeholder. Hvem tør sige nå til det?

Torben Thomsen

Aars

Forkortet af redaktionen