Musikskolen redder – og udhuler – musikundervisningen

Det er blevet det nye normal: Musikskolerne træder til, når folkeskolerne mangler uddannede musiklærere. På papiret lyder det som en win-win. Børnene får musik, og folkeskolerne kan sætte flueben ved faget.

Men prisen er høj – og den stiger. Musikfaget i folkeskolen svækkes, læreruddannelserne mister søgning til linjefaget musik, og politikerne føler sig fritaget fra at prioritere området – for ”problemet” er jo løst.

Det bliver en ond cirkel.

Når færre lærere uddannes i musik, bliver folkeskolen endnu mere afhængig af musikskolerne. Og her opstår et overset dilemma: De få, dygtige musiklærere, som trods alt kommer ud af læreruddannelsen, ansættes ofte på musikskolerne. Dermed fjernes de fra den folkeskolehverdag, de er uddannet til – og folkeskolen mister endnu mere musikfaglighed.

Folkeskolen mister sin musiske puls

Resultatet er dobbelt negativt. Musikskolen binder ressourcer i folkeskolen og får mindre tid til egne elever og udviklingsopgaver, mens folkeskolen mister chancen for at genopbygge sit eget musik-dna.

Uden interne musiklærere mister folkeskolen en af sine kulturmotorer. Morgensang, spontane fællessange, musik i temauger – alt det, der ikke står på skemaet, men som skaber sammenhold – forsvinder eller erstattes af en YouTube-playliste.

Det er ikke bare et tab af et fag. Det er et tab af den daglige musikalske puls, der gør skolen levende.

Mange steder er samarbejdet mellem folkeskolen og musikskolen stærkt. Men lad os være ærlige, når budgetkniven rammer, ryger de eksterne samarbejder først. Hvis musikskolens tilstedeværelse i folkeskolen hviler på købekontrakter, er grundlaget skrøbeligt.

Når kontrakten brydes, står folkeskolen tilbage uden musik – og musikskolen med bundne ressourcer, der kunne have styrket dens egne elever.

Musikkonservatorierne har traditionelt uddannet musikere med stærk kunstnerisk profil. Men hvis musikskolernes opgaver fortsætter med at bevæge sig mod kortere projekter, såkaldte outreach-forløb og obligatorisk musik i folkeskolen, ændres kompetencekravene for underviserne radikalt.

Er konservatoriet klar til at uddanne musikpædagoger, der kan levere både kunstnerisk dybde og bred pædagogisk generalistkompetence – uden at gå på kompromis med kvaliteten?

Desværre lader det til at være de færreste, der har blik for situationens alvor. Derfor bør der nedsættes et nationalt arbejdsudvalg med konservatorier, musikskoler, læreruddannelser, politikere og forskere.

Nødvendigt skridt: Ny uddannelse

Opgaven er klar, men kompleks: At udvikle en helt ny musikuddannelse, der kombinerer kunstnerisk tyngde med praksisnær pædagogik – rettet mod det hybridfelt, der opstår mellem musik- og folkeskole. Jeg foreslår, at uddannelsen skal forankres i et ligeværdigt samarbejde mellem professionshøjskolerne og konservatorierne.

Hvis vi ikke handler, ender vi med en generation af musiklærere, der hverken er fuldt kunstneriske eller fuldt pædagogiske – og et musikfag, der smuldrer, endnu mere, mellem fingrene på os.

Mens løsningen selvsagt er kompliceret, er forskningen imidlertid klar: Musik styrker kognition, sprog, sociale kompetencer og trivsel. Alligevel er musik fjernet som obligatorisk fag på pædagoguddannelsen, og linjefaget på læreruddannelsen bløder.

Samtidig er der følgende oversete dilemmaer, vi ikke taler om: Skal musikskolen være brandslukker eller udvikler?

Når lærere er bundet til folkeskolen, bruges udviklingsmidler til drift, ikke nyskabelse.

 Der er en ulighed i adgangen til musikundervisning, og i kommuner uden en stærk musikskole mister børn kvalificeret musikundervisning helt.

Hvis jobbet i musikskolen primært er kortvarige skoleprojekter, skræmmer det unge kunstnere væk fra konservatoriet.

Fødekæden knækker: Når folkeskolens musiklærere forsvinder, mister kor, bands og orkestre deres naturlige rekrutteringskanal.

De få musiklærere fra læreruddannelsen forsvinder: Når de ansættes i musikskolerne frem for folkeskolen, forstærkes lærermanglen dér, hvor flest børn er.

Genopbyg musikfaget - eller se det forsvinde

Som musikskolelærer, samskabelsesagent og musikpædagogisk udviklingskonsulent siger jeg det klart: Fortsætter vi som nu, underminerer vi musikskolen, folkeskolen, læreruddannelsen og konservatoriet på én gang.

Vi har brug for mod til at stille krav om musikkompetencer i folkeskolen, genoplive musik på lærer- og pædagoguddannelsen, udvikle konservatorierne – og skabe ligeværdige, forpligtende samarbejder.

Ellers står vi snart uden det musikfaglige fundament, vi tager for givet.

Så kære beslutningstagere, I taler gerne om kulturens betydning for børn. Men hvis I ikke handler nu, står vi snart med en læreruddannelse uden musik, konservatorier, der uddanner til en virkelighed, der ikke findes, og musikskoler, der er spændt for en opgave, de ikke kan løfte uden at miste sig selv.

Nedsæt et arbejdsudvalg. Genindfør musik som obligatorisk fag på lærer- og pædagoguddannelserne. Udvikl den nye hybriduddannelse. Og gør det nu.