Musikfagets krise er folkeskolens krise

(Replik til Politikens kronik 12.2., afvist af redaktionen)

Cand. pæd. mus. Linda Wilhelmsen har ret i at folkeskolens musikundervisning ’har ramt bunden’ (kroniken 12.2.). Men LW strejfer kun antydningsvist fagets største udfordring: Folkeskolens disciplinproblem.

Jeg har som lærer personligt været pålagt at overtage musikundervisningen i en klasse efter en musiklærer, der var gået helt ned med flaget. Ikke fordi jeg var en dygtigere musiklærer (jeg kan såmænd bare spille lidt lejrsbålsguitar og er helt ude af stand til at leve op til fagmålene), men alene fordi jeg kunne styre klassen nogenlunde. Jeg har som klasselærer været vidne til, at min musiklæreruddannede kollega måtte opgive musiktimerne i ’min’ klasse, fordi nogle ganske få elever var helt uregerlige i hendes timer, hvorefter faget ganske simpelt blev aflyst - i strid med folkeskoleloven. Jeg har på tætteste hold oplevet, hvordan en rigtigt dygtig lærer med både læreruddannelse og kongelig konservatorieuddannelse kastede håndklædet i ringen af præcis samme grund.

Fra undersøgelser af uro i skolen ved vi, at musikfaget er skolens mest urohærgede fag. Samtidig er det indiskutabelt det mest disciplinkrævende fag. Musik er et kollektivt projekt, der kræver stærk ledelse og stiller store krav til takt og tone – i bogstavelig såvel som i overført betydning. Det er et fag, hvor eleverne skal folde sig ud på det mest sårbare, være glade og frimodige. Det betyder bl.a., at læreren ikke må blive ked af det, endsige vred; det vil selv sagt dræbe al spille- og sanglyst, ikke mindst hos læreren selv. Det er et fag, der først giver rigtig mening, når det løfter sig op over det pligtbetonede, op i euforiens sfære, hvor eleverne glemmer sig selv i det svingende, klingende fællesskab.

Det gør faget ekstremt sårbart overfor ethvert tilløb til kynisme, konflikt, destruktionstrang eller blot almindelig vrangvilje. Alle de negative kræfter, der måske bare ulmer i de andre fag, vil uvægerligt bryde ud i lys lue i musiktimerne. Omvendt vil en klasse, der fungerer godt i musiktimerne, typisk fungere fremragende generelt. Når faget svinger, er det himmelsk, når det kollapser, er det helvede på jord.

Dermed også være sagt, at fagets potentiale er kolossalt. Dets enestående evne til at forløse positive energier hos såvel den enkelte elev som i fællesskabet burde gøre det til et af skolens centrale fag. I stedet er det i dag totalt marginaliseret, under pres af den individdyrkelse og grasserende test-, mål- og resultatorientering, der i stigende grad rider skolen som helhed som en mare.

Musikfagets krise er med andre ord ret beset hele folkeskolens krise.

Se kroniken her: http://politiken.dk/debat/kroniken/art5830868/Folkeskolens-musikundervisning-er-en-katastrofe