Mon det bliver forår?

Hvis Danmark er ved at miste troen, er det forståeligt.

Angrebet på efterlønsordningen, nedlæggelse af yderligere 1.500 stillinger, manglende job til 30 procent af sidste års lærerdimittender og udsigten til at få en overenskomst, der end ikke sikrer reallønnen, kunne godt rejse spørgsmålet: Hvor længe skal vi blive ved med at finde os i det?

Vi står sammenholdt med dagligdagens almene pres på folkeskolen over for nogle kæmpeudfordringer.

Sammenholdt med naturkatastrofer i Australien og urolighederne i Mellemøsten er det selvfølgelig ikke katastrofalt på samme måde, men den danske velfærd og livet som offentligt ansat er truet for alvor.

Jeg er overbevist om, at mange sidder med en trang til at gå til modangreb - vise deres vrede mod regeringens, kommunernes og sågar nok også fagbevægelsens manglende indsats for at ændre tingenes tilstand. Hvordan gør vi det bedst?

Jeg har meget sympati for de grupper, der i sidste uge valgte at demonstrere gennem arbejdsnedlæggelser, men tror dog ikke, at det er løsningen på længere sigt. Vi må sammen finde andre veje. Der skal gøres op med den stigende ulighed i samfundet og forringelsen af specielt den offentlige velfærd.

Det er noget af en provokation mod os, at der samtidig med regeringens højtprofilerede ambitionsniveau for folkeskolen nedlægges 2.600 lærerstillinger inden for ét år. Vi skal have regeringen til at tage ansvar. Det skal være muligt for elever i Danmark at få et tilbud om god undervisning.

Ligesom lærere hver eneste dag gør en forskel i forhold til eleverne og får dem til at flytte sig i nye retninger, udrette mere, end de troede, de kunne, må vi for alvor have fat i beslutningstagerne. De skal flytte sig i nye retninger. De skal være med til at gøre en forskel, tro på, at det sammen kan lade sig gøre at udrette samfundsvigtige ting.

Vi skal finde det vigtige, vide, hvordan vi vil påvirke morgendagen. Vi skal træde i karakter og stå ved vores prioriteringer. Vi vil komme til skilleveje og må prioritere mellem vigtige og ubetydelige valg og valg, der haster. Det kan godt være, at vi skal bryde vaner, og må så håbe, at det er rigtigt, at forandring altid er værst, før man har prøvet det.

Frem for alt skal vi bevare vores troværdighed. Troværdigheden kommer af, at vi træffer nogle valg og tør sige, hvorfor vi træffer dem. Vi skal stå fast i modgangen - blive ved med at gøre det, vi er gode til.

Vi skal påvirke politikerne centralt som lokalt. De skal gøres bevidste om deres ansvar.

Det bliver forår - det blæser vores vej - og solen vil også komme til at skinne!