Modstander af løntilbageholdenhed

Med stor undren kan det konstateres, at man i hovedstyrelsen og på den nyligt afholdte kredsformandskonference i fuld alvor dis-kuterer løntilbageholdenhed for store dele af medlemsskaren.

Denne situation kan risikere at opstå, hvis det ved de kommende overenskomstforhandlinger lykkes at få arbejdsgiveren til at acceptere et lønsystem, der alene bygger på centralt fastsatte regler.

»Jeg kan godt leve med, at lærere, som måske er kommet op på løntrin 42 via Ny Løn, kan blive tvunget til at stå stille lønmæssigt i et par år, indtil andre har indhentet dem«, udtaler kredsformand i Århus, Gordon Ørskov Madsen 2. april til Folkeskolen. Umiddelbart skulle man tro, at det var ment som en halvdårlig aprilspøg, men da lignende udsagn senere er blevet gentaget, må udsagnet jo tages alvorligt.

Selvfølgelig er der problemer med den lokale løndannelse. Mange kredse har været igennem vanskelige forhandlinger. Nogle kommuner og vel også enkelte kredse har ikke magtet opgaven. Det er selvfølgelig kritisabelt og frustrerende, men at lade denne frustration få så afgørende betydning for medlemmerne og samtidig tro, at man kan få de samme medlemmer til at acceptere direkte løntilbageholdenhed, er udtryk for en total mangel på realitetssans.

Efter sigende skulle der i medlemsskaren være stor modstand mod Ny Løn. Det er muligt. I min dagligdag i skolen opleves den ikke. På mit lærerværelse var der derimod stor tilfredshed, da vi fik melding om, at det var lykkedes vores kreds at hæve slutlønnen, godt nok kun et trin, men det kunne da ses som en begyndelse.

Undertiden kan man få det indtryk, at DLFs politik er fastsat ud fra devisen »vi må hellere være imod for en sikkerheds skyld«. Derfor føler jeg det nødvendigt som almindeligt medlem at meddele, at jeg for en sikkerheds skyld er modstander af løntilbageholdenhed.