Mobning går ofte i sig selv

Tykke og tynde, krøllede og rødhårede, briller og eventuelt en anden accent end den approberede, sjællandske dialekt. Og så videre.

Jo, så er der påklædningen. Men det er navnlig et feminint område. Pigerne er nemlig ikke et hår bedre end drengene - mindst lige så ondskabsfulde. Men det er bedre skjult og derfor vanskeligere at erkende for udenforstående, sikkert ikke for »offeret«. Det er ikke én, som mobber - det er en, som er anfører for en gruppe.

Anføreren er ofte en person, som har ambitioner om at blive leder - have status som nummer et - men ofte på grund af manglende evner ikke kan opnå det rent fagligt. Han/hun må så prøve at skaffe sig »noget, der ligner« på anden vis - én af måderne er gennem mobning. Bemærk hvor meget skolen her ligner det omgivende samfund: Hvis flertallet ikke har ret - ja, så har de i det mindste ret til at bestemme og således »mobbe« mindretallet.

Forslaget om at give skoleledere ret til at overflytte elever, som mobber - mobbeledere - vil antagelig virke under forudsætning af, at man kan pille de rigtige ud. En nytilkommen er nødsaget til at begynde nedefra, han/hun skal først have etableret en hold, men han/hun vil med garanti forsøge på at genoptage sin gamle »hobby«. Der er jo ingen grund til at forvente en bedring af den faglige status, bare fordi vedkommende er blevet flyttet til en anden skole.

Læg mærke til, at det aldrig er klassens top, som mobber. Han/hun har jo den faglige status og behøver ingen anden.

En meget effektiv metode for læreren er »ikke at bemærke mobningen« - den vil da oftest »gå i sig selv«. Men det er nok noget vanskeligt for offeret! Fænomenet har altid eksisteret - tidligere som drilleri, nu som mobning. Reducere det - ja. Afskaffe det - nej.