Mit barn mistrives under trivselstesteriet

Trivslen i Folkeskolen

Min datter går i 5. klasse. Og det er en meget velfungerende klasse med dejlige kompetente lærere og en forældregruppe, der støtter op og laver mange hyggelige sociale arrangementer hvert år. Fra filmaftener til store fester med temaer og mad. Klassen i år er sammenlagt af to klasser fra sidste år.

Vi har haft et par ”inkluderede” elever. De blev behandlet super fint af elever og lærere, men på grund af de manglende resurser, blev de så farlige for sig selv og alle andre, at de nu er videre. Faktisk havde det været så voldsomt et pres for alle eleverne, at der kom besøg af psykologer efterfølgende for at ”debriefe” klasserne. Men, som min datter sagde, havde det været ret ubehageligt at skulle fortælle hvor ”slemt” eleverne havde oplevet forløbet (3år) med de tidligere klassekammerater. Så hun og de fleste andre fik aldrig fortalt, HVAD der egentlig var sket. De gik i 4. klasse og tænker der 100% konkret. Og de ville ikke sætte deres kammerater i et dårligt lys, fordi de er gode kammerater, der i øvrigt for længst havde forstået, at kammeraterne ikke var i stand til selv at regulere deres egen opførsel. Og - i stedet for at blive i stand til at bearbejde de voldsomheder, der rent faktisk foregik hver dag - følte de sig yderligere forulempet af den ”fremmede” voksne/psykologen, og hans fokus på det, der havde være svært. Som min datter forstod det, skulle de nemlig nu fortælle om deres klassekammeraters dårlige opførsel! Hvad kunne hun og de andre børn ellers forstå?

Nu skal eleverne så til tasterne for at vise regeringen/undervisningsministeren/kommunaldirektøren (?), hvordan det går i skolen!Det er min oplevelse, at lærerene i forvejen har totalt styr på hver enkelt elevs trivsel. Det er bare langt fra sikkert, at de kan få den støtte og de ressourcer, der skal til for at forbedre en manglende trivsel. Faktisk er det næsten helt sikkert, at lærerne IKKE får tildelt de ressourcer, de behøver. Det har vi jo desværre set ikke kun her i klassen, men overalt.Elevernes forståelse af spørgsmålene vil være 100% konkrete, og derfor kan undersøgelsen intet regulært vise. F.eks. spørges der til ”undervisningen” flere steder. Og det er slet ikke et begreb, der findes hos børn, selv ikke på gymnasieniveau. ”Undervisning” er et overbegreb og er dermed alt for bredt til at kaste noget relevant af sig. For eleven/barnet/den unge handler det om matematik, historie eller billedkunst. Og om det er kedeligt eller ej, kan der være 100 mulige grunde til…hver dag. Det vil sige, for næsten alle børn og unge er det LÆREREN, der tæller. Og faget smelter sammen med læreren. Min datter kommer ikke til at svare negativt på noget som helst, der kan forstås som en kritik af lærerne eller de andre elever. Men hun vil helt sikkert ikke svare sandt på hvor hun ligger fagligt. Fordi der mener hun noget helt andet end læreren. Det kan man kun forstå og diskutere mellem mennesker. Og det gør vi til skolehjemsamtalen.

Så hvordan trives folkeskolen? Det svar finder vi ikke via et spørgeskema. Og det er faktisk slet ikke i orden at benytte små børns udsagn på denne måde. Ja faktisk er det uetisk. Både i forhold til vores børn, os som forældre og ikke mindst i forhold til lærerne.Vores børns svar handler slet ikke om dem som individer, men om klassens lærere, så skolens ledere kan fremvise reformvilje. Og hvordan de så vælger at handle på disse resultater, aner vi intet om.

Mit barn, bliver nu trænet i at spionere på sine lærere, og i stedet for velvilje og imødekommenhed, skal hun vurdere lærerens evner som lærer. Det helt modsatte af, hvad vi opdrager til. Er der problemer, løses det ikke ved, at hver elev misbruges som informant til skoleledelsen.Det strider voldsomt mod alle former for etik. Har vi forældre noget at sige OM skolen og dens lærere, skal det IKKE gå igennem barnet!

Mit barn møder hver dag med tillid til sine lærere, og det vil jeg have skal fortsætte.