Minus to millioner i løn

En lærer mangler to millioner i livsindkomst i forhold til den lønindplacering, der blev resultatet af lønsystemet fra 1969.

Hvem i Danmarks Lærerforening har det fagpolitiske ansvar for så voldsom en lønmæssig deklassering? Hvorfor er foreningens lønpolitik ikke blevet grundlæggende ændret i konsekvens af den katastrofale lønudvikling? Og hvorfor diskuteres lønspørgsmålet kun ideologisk og ikke som praktisk fagpolitik, der kan sikre os en bedre løn?

I 1969 blev folkeskolens lærere lønindplaceret på linje med teknikumingeniører. I Vismandsrapporten fra efteråret 2001 opgøres den disponible livsindkomst for lærere til 6,8 millioner kroner og for teknikumingeniører til 8,8 millioner kroner. Lærernes livsindkomst er på 30 år faldet med over tyve procent!

I en fagforening, der som sin vigtigste opgave skal sikre den bedst mulige betaling for den arbejdskraft, som medlemmerne stiller til rådighed for arbejdsgiveren, burde det for længst have medført en grundig selvransagelse og omlægning af lønpolitikken. Det er ikke sket i DLF. Tværtimod er det den dominerende opfattelse, at DLF er for fin til en traditionel fagforeningspolitik, hvor man går aktivt ind i udnyttelse af såvel centrale som decentrale muligheder i det lønsystem, som nu engang er virkeligheden.

Omverdenen skulle jo nødig få det indtryk, at DLF holder af Ny Løn, for så får vi nok ikke et andet lønsystem! Og imens taber vi yderligere terræn i lønudviklingen.

Men det nytter ikke at sætte sig forbeholden tilbage, fordi systemet ikke er, som man kunne ønske det. For mig er der ingen modsætning mellem at gå aktivt ind i det reelt eksisterende lønsystem og udnytte alle muligheder under medlemsdemokrati og kollektiv aftaleret og samtidig arbejde for ændringer.

Jeg mener faktisk, at det er den bedste og eneste realistiske vej frem mod en bedre løn til lærerne. DLF skal fokusere på at sikre medlemmerne en reel lønfremgang i stedet for at føre en ideologisk lønkamp

Niels Munkholm Rasmussen

Odense